Pegefinger væk

Ildspåsættelser, knivstikkeri og mord – de seneste måneder har været sprængfyldt med indslag om meningsløse og ondskabsfulde overfald, efterfulgt af reportager om hvordan unge mænd på brutal vis er blevet frataget livet.

Politikere har stået i kø på Christiansborgs gange for at vaske hænder og løbet ud i kameraernes blitzlys for - med en slags mellemøstlig retorik - at skælde de unge og ikke mindst deres forældre hæder og ære fra. Især regeringen har været fremme med den helt store pegefinger og fået mulighed for at lufte de ellers efterhånden ret støvede liberale teser om individuelt ansvar. Og der er blevet peget fingre: ”Det er de unges ansvar og forældrenes ansvar. Det danske samfund har overhovedet ikke svigtet” – så klar kan en statsminister være. Der er tilsyneladende den udbredte holdning på regeringskontorerne, at samfundet kun skal spille en aktiv rolle overfor disse unge i form af at straffe. Da pegefingeren så endelig blev trukket tilbage, var det da også udelukkende for at hive spanskrøret frem med snak om at sætte den kriminelle lavalder ned og som en selvfølge; om hårdere straffe. Regeringen har ærligt erklæret, at de vil bekæmpe hårdt med hårdt. ”Nul tolerance”, kalder de det vist nok. De har gjort det til en mærkesag at behage vælgernes retsbevidsthed, hvilket jo i sig selv lyder meget sympatisk. Men når Lene Espersen lægger sig og lover skærpede straffe, hver gang medierne vender en sag, alene i ønsket om at tilpasse os forargede seere på den anden side af skærmen, opstår der den klassiske ”tisse i bukserne”-effekt. Alle undersøgelser viser, at længere fængselsstraffe avler mere kriminalitet. Måske ånder vi lettet op, når vi slukker fjernsynet og er blevet lovet, at forbryderen får straf som fortjent, men vi glemmer, at sandsynligheden for at der kommer et offer ekstra om to år, når forbryderen kommer ud og begår en endnu hårdere forbrydelse, er øget gevaldigt. Er det en pris, vi vil betale? I mine øjne er svaret entydigt nej. Hvis vi ønsker at få et mere harmonisk og mindre voldeligt samfund, bliver vi nødt til at forsøge at løse de problemer, der tilsyneladende er blandt grupper af unge i Danmark – og det gør man altså ikke med straf og ansvarsbenægtelse, men med forebyggelse og handling! Ja, selvfølgelig har forældrene og de unge selv svigtet deres ansvar, men det er og bliver samfundet, der skal sørge for, at det aldrig når så langt ud, så det kan ende med vold og mord! Det er jo sjældent velfungerende unge med socialt sikre baggrunde, der i deres trygge hverdag slår folk ned på gaden. Det er rodløse unge, der ofte har nogle grove ar på sjælen, fordi forældrene ikke har kunnet magte opdragelsesprojektet. Det er der, staten skal hjælpe sine borgere og sprede sikkerhedsnettet ud for den heldigvis meget begrænsede andel af unge, der er kommet ud på et sidespor – det er den ansvarskæde, der har sikret det stabile, fredelige samfund, vi bliver rost for verden over, og som vi bør kæmpe for at bevare. Det er derfor vigtigt, at ministrene hurtigst muligt lægger sæben fra sig og tager arbejdshandskerne på, så vi igen kan stile efter den samfundsmodel, vi altid har stået for; et kollektivt, tolerant og medmenneskeligt samfund frem for et snæversynet, hævngerrigt kontrolsamfund.