EMNER

Pejsekæde gør klar til nye landvindinger UDVIDELSE: Brændeovnscentret i Bonderup, der opererer i hele landet, har bygget ny udstillingshal og fået nyt navn

Nordjysk Brændeovnscenter, der efter en beskeden start i Bonderup ved Fjerritslev for knap 10 år siden har udviklet sig til landets største forhandler af brændeovne, ruster sig til nye landvindinger.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pej­se­kæ­dens tre eje­re, fra ven­stre Tor­sten Krag­he­de-Jen­sen, den nye kom­pag­non Kim Jacobsen og Mi­ka­el Hansen for­an en gen­nem­gå­en­de ovn, som er den helt sto­re dil­le i øje­blik­ket. foto: Erik sahl

Firmaet har netop udvidet med en ny udstillingsbygning på godt 300 kvadratmeter i hovedsædet i Bonderup, det har skiftet navn til Pejsekæden, og en tredje medindehaver er optaget i firmaet. Den nye medejer er lederen af Pejsekædens Thisted-afdeling, Kim Jacobsen. De to øvrige ejere er Torsten Kraghede-Jensen, der grundlagde firmaet i 1998, og Mikael Hansen, der kom med i virksomheden for fire år siden. Pejsekæden har i dag fire afdelinger i Bonderup, Thisted, Aalborg og Århus. Tidligere var der også afdelinger i Brønderslev og Aars, men de er droppet, efter at der er åbnet en afdeling i City Syd i Aalborg. 300 kvadratmeter udstilling - Vi har udvidet i Bonderup, fordi vi manglede plads både til udstilling og lager, siger Mikael Hansen. Nu har vi 400 kvadratmeter lager og godt 300 kvadratmeter udstilling. Vi har netop købt en naboejendom, som vi dels lejer ud, dels bruger til lager. - Navnet Pejsekæden er valgt, fordi vi synes, det er lettere er operere med. Vi sælger og monterer brændeovne i hele landet, og vi er 12 medarbejdere i øjeblikket: Butiksledere, sælgere og montører. Selv om det lune vintervejr i den forgangne sæson og også i år ikke giver rekordsalg i brændeovne, er Mikael Hansen og Co. godt tilfredse. - Trods den milde vinter sidste år lykkedes det os at skabe et overskud, mens andre bukkede under og har måttet lukke, siger Mikael Hansen. Og vi har fået en god start på sæsonen i år. Vi har netop opgjort resultatet for oktober, og det ligger 35 procent over budgettet. Pejsekæden har netop udvidet sortimentet og forhandler nu 10 forskellige mærker. Den store dille i øjeblikket er gennemgående ovne - med glas på begge sider. De bruges bl.a. som dekorative rumdelere. - Vi sælger masser af brændeovne til både helårshuse og sommerhuse. Men der bygges næsten ikke et sommerhus, uden at det skal have en brændeovn, siger Mikael Hansen, der i indeværende sæson venter at sælge ca. 1300 ovne og pejseindsatser til priser mellem 5000 og 100.000 kr.