Pelagic Skagens aktiver solgt

Skagerak Group overager aktiverne i det konkursramte selskab som led i strategiplan

Skagerak Group har overtaget aktiverne i Pelagic Skagen. Det er sket som led i Skagerak Groups langsigtede strategiplan inden for den pelagiske sektor i Danmark, og som er en plan koncernen i nogle måneder har været i gang med at realisere. Koncernens administrerende direktør Iver Espersen oplyser, at der udelukkende er tale om køb af Pelagic Skagens aktiver, og ikke af det gamle selskab. - Vi har således på ingen måde overtaget det gamle selskabs mange forpligtelser, understreger han og fortsætter: - Næste skridt er en grundig analyse af aktiver og varelagre, og på grundlag af denne analyse vil vi træffe beslutning om det videre forløb. Pelagic Skagen gik konkurs midt i januar i år med et akkumuleret underskud på 51 mio. kr. for årene 2007-2009, fordi et nybyggeri blev langt dyrere end forudset, og på grund af en hård konkurrence om at sikre tilstrækkelig mængde råvarer. Virksomheden fileterede store mængde sild, som blev solgt fersk, frossen eller marineret til kunder overalt i Europa. Konkursen betød, at 15 funktionærer og op til 75 timelønnede mistede deres job. Strømfjord og Strømegg solgt Strukturtilpasningen i Skagerak Group har medført, at koncernen har solgt sine to store pelagiske fiskefartøjer HG 265 Strømfjord og HG 267 Strømegg. - Det er ikke en lukning af vores rederiafdeling, men salget skal styrke os til nye tider og nye markeder, så vi har ingen fartøjer lige nu, udtalte Iver Espersen fornylig til Fiskeri Tidende. Han forklarer i en pressemeddelse til NORDJYSKE Stiftstidende, at verden i dag ser betydelig anderledes ud end for 10 eller 20 år siden: - Vi er nu en del af det globalt marked og har helt andre konkurrenter end dengang, hvor det var et spørgsmål om at tilbyde den billigste pris i konkurrencen mellem Esbjerg, Hirtshals, Skagen, Ålbæk og Gilleleje. I dag er vi oppe imod stærke kræfter i specielt Norge med både råvarer og økonomiske ressourcer bag, siger Iver Espersen og tilføjer: - Hertil kommer konkurrencen fra Skotland/Shetland, fra Mukran på Rügen og fra nye kræfter på Færøerne og Island. Markedet er fortsat Centraleuropa, men der udover er der nye markeder i Fjernøsten. Kvoter og beskæftigelse sikret Ganske vist har Skagerak Group solgt rederiafdelingens to pelagiske fiskefartøjer, men Ivar Espersen har gennem salget sikret, at skibenes kvoter forbliver på danske hænder, og at kvoterne af industrifisk, sild og makrel fortsat er til rådighed for forarbejdningsindustrien i Nordjylland. Strømfjord blev solgt i slutningen af 2010 til brødrene Magnussen i Hirtshals, og 29. januar 2011 afsluttede Skagerak Groups administrerende direktør handlen med Strømegg, som Henning Kjeldsen fra L349 Gitte Henning har overtaget. - Der er gode grunde til, at det blev brødrene Magnussen, der købte Strømfjord, og Henning Kjeldsen, der overtog Strømegg. Både Fridi Magnussen og Henning Kjeldsen er erfarne og dygtige skippere med trawl og not, siger Iver Espersen.