Pendler mellem Nordjylland og Afrika

Missionær Egon Nielsen lever et pendlerliv mellem Danmark og et af verdens fattigste lande, Sierra Leone. Her knokler han med genopbygningen af det krigshærgede land. Når indtrykkene bliver for mange, og kroppen har brug for flere kilo tager han

Han stopper bilen brat. Springer ud og får manden med skrivebordet på hovedet til at sætte det på jorden. Lidt snak og forhandlinger de næste par minutter, og skrivebordet skifter ejermand. - Jeg har aldrig haft et skrivebord på kirkens kontor. Og nu kom der lige en forbi med et, og så er det med at slå til, forklarer Egon Nielsen om købet i vejsiden, som virker ret impulsivt. Egon Nielsen er god til at slå til. Tiden skal udnyttes, når han er i Afrika. Derfor foregår det meste også i småløb frem for almindeligt tempo. Umiddelbart passer det ikke sammen med afrikansk kultur. Men man skal ikke tage fejl. Egon Nielsen kender kulturen og har dyb respekt for den. Han nyder også stor respekt i befolkningen. For Egon blev nemlig hos dem, da borgerkrigen hærgede landet. Han var sammen med dem i deres lidelser. Fred og forsoning Egon Nielsen er ansat af den danske missionsorganisation Sudanmissionen til at arbejde i den anglikanske kirke i Sierra Leone. To gange fire måneder om året befinder han sig i det afrikanske land, som ikke er meget større end Danmark, er smukt placeret ud til Atlanterhavet og har en befolkning på fire millioner mennesker. Egons arbejde er at planlægge og gennemføre freds- og forsoningskonferencer ude i landsbyerne, så befolkningen kan få bearbejdet de traumer, som de har efter 10 års krig. Gennem freds- og forsoningskonferencerne bliver de handlekraftige og får mod på at vende tilbage til livet og begynde at genopbygge deres hus og landsby. Sammen med kirkens medarbejdere planlægger han og laver ansøgninger om penge til genopbygning af skoler, kirker og klinikker. De sidste par år har han også været deltids udlånt til Det lutherske Verdensforbund, hvor han har stået for transport af f.eks. såsæd, flygtninge eller noget helt tredje. Hans sidste opgave var at få transporteret 400 flygtninge, som havde fået hugget deres hænder, arme eller fødder af under krigen, tilbage til deres oprindelige landsby. Ofte tilbringer Egon Nielsen en uge under meget primitive forhold ude i bushen, når der afvikles en freds- og forsoningskonference. Overnatningerne tager han på en madras på gulvet hos en af de lokale. Fritiden bruger han til at besøge gamle venner. Og dem er der masser af, for han har kendt befolkningen i Sierra Leone siden midten af 80'erne. Opbygning af sundhedscenter "Eventyret" i Sierra Leone begyndte med, at hustruen Kirsten var på arbejdslejr med spejderne i midten af 80'erne. En oplevelse, som var svær at lægge bag sig. Kort tid efter søgte Sudanmissionen en sygeplejerske. - Da vi så annoncen var løbet kørt. Det var oplagt, at det var os der skulle af sted. Selvfølgelig var der en vis betænkning, men det blev vores måde at få åbnet øjnene for verden omkring os, forklarer Egon Nielsen, som dengang levede et almindeligt liv med job, parcelhus og to børn i Øster Brønderslev. Egon tog til Sierra Leone i 1985 for at lave forundersøgelser for Sudanmissionen. Familien fulgte efter i begyndelsen af '86, og det stod klart, at der skulle etableres et sundhedscenter i landsbyen Kangahun. Kirsten tog ud i bushen med en mobilklinik, og Egon sørgede for at undervise deres to børn og være med i opbygningen af sundhedscentret. I alt blev det til fire år i Sierra Leone. Hjemme i det nordjyske ventede huset. Kirsten fik job som afløser på sygehuset og Egon kom tilbage til reservedelsbranchen. Den gamle tilværelse blev genoptaget... og dog. Trangen til at rejse og opleve, havde ikke sluppet dem. Verdens brændpunkter I 1993 bankede Sierra Leone igen på hos familien Nielsen. Sudanmissionen manglede en leder på sundhedscentret et halvt år. - Det var dejligt at komme tilbage, for der var blevet gjort et godt stykke arbejde. Det var blevet et center med sengepladser, undervisningsprogrammer, praktikpladser osv. Folk valfartede til stedet for at få behandling. Hjemme igen meldte Egon sig i arbejdsløshedskøen og brugte tiden på at passe sine svigerforældre, som var blevet gamle og syge. Folkekirkens Nødhjælp henvendte sig, og de næste år befandt Egon sig dels i Danmark, dels i flygtningelejre i verdens brændpunkter. Snart handlede det om flygtninge fra Burundi, snart om fordrevne kurdere. - Det var grotesk, som kurderne var blevet behandlet. Det var så bestialsk. Vores opgave var at hjælpe kurderne hjem igen. Men det var meget nervebetonet og stresset. Vi blev overvåget og chikaneret, så det var svært at gennemføre arbejdet. - Jeg kan holde til at se meget lidelse, men selvfølgelig er jeg blevet påvirket af det gennem årene. Men det er voldsommere, når man har et forhold til de mennesker, det drejer sig om, og derfor har det været værre for mig med krigen i Sierra Leone. Dramatiske handlinger Men hvordan klarer man at se soldater køre rundt med en mands hoved på taget af en bil som en galionsfigur, eller opleve børn, som får hugget arme og ben af. Det var den virkelighed, som mødte Egon under krigen i Sierra Leone, som varede fra 1991 til 2001. En krig, hvor rebeller hærgede fra landsby til landsby. De plyndrede alt, skød om sig, brændte husene af, voldtog kvinderne osv. osv. - Med årene bliver man nok lidt for "professionel", men det er for at beskytte sig selv, når der er så meget lidelse. Jeg er stærk i logistikken og måden at tænke på, og det bruger jeg i organiseringen af mit arbejde, men også mentalt, når det bliver for hårdt. Jeg spørger ofte mig selv: hvad er min opgave, og hvad er vores mandat at handle på. Selvfølgelig lægger jeg mærke til alt det, der burde gøres og al elendigheden. Men det nytter ikke at græde over det, der ikke bliver gjort. Man bliver nødt til at være realistisk og arbejde ud fra de muligheder, der er givet. I begyndelsen af '96 vendte Egon tilbage til Sierra Leone. Han bosatte sig i en container i byen Bo, der har ca. 70.000 indbyggere og hjalp til i kirkens børnearbejde. Hver aften samlede de forældreløse gadebørn op og gav dem mad. De forsøgte også at finde deres forældre, men det var svært, eftersom der under krigen var dobbelt så mange indbyggere i byen, pga. flygtningestrømmen. - Det var meget stærkt og voldsomt, for alle familier havde mistet nogen, og du vidste aldrig, hvornår rebellerne gik amok og raserede byen igen. I '97 kom kuppet, hvor juntaen overtog magten, og de værste ni måneder i krigen tog over. Det skete mens Egon var hjemme på orlov. I '98 rejste han til nabolandet Liberia, og i de næste par år arbejdede han ved at tage over grænsen til Sierra Leone, når det kunne lade sig gøre. - Det var ikke fordi, jeg kunne gøre meget i Sierra Leone. Men det handlede om at holde kontakten og demonstrere, at vi også i den situation var deres partner, selv om der var krig. - Men jeg var da bange, for det var dramatisk. Der var meget uro om natten, og der var totalt mørkt, for strøm var der ikke. FN-tropper var der heller ikke, og folk stjal og plyndrede. Der har været situationer, hvor jeg troede, at nu var livet slut. Kirsten er fundamentet Kirsten bliver altid hjemme i Øster Brønderslev. To ulykker satte en stopper for, at Sierra Leoneeventyret kunne fortsætte for hende. Hun er uarbejdsdygtig, og kan ikke holde til rejsen til Sierra Leone og til at færdes ude i bushen på de ufremkommelige veje. I dag laver hun håndarbejde, hvor al overskuddet fra salget går til Sierra Leone. - Vi har været enige om, at jeg skulle rejse. Men vi ved også, at det slider på ægteskabet og har sin pris. Hun ved, at jeg trives i Sierra Leone, men samtidig ved hun også, at jeg ikke kan klare det, hvis ikke jeg har hende som mit fundament. Det er et belastende arbejde fordi der er så meget elendighed, så det er nødvendigt for mig at komme hjem og samle kræfter. - Men når jeg har været hjemme et stykke tid, har jeg altid Iyst til at tage af sted igen. Det er ikke det nemmeste job, jeg har valgt, men det er heller ikke altid det nemmeste, der er det rigtige. Men det her er det rigtige for mig.