Lokalpolitik

Pendlere får fortrinsret til boliger

Kommunen udvider anvisningsret til BSB-boliger

AABYBRO:Der er mangel på lejeboliger i Aabybro Kommune, og for at hjælpe en del af de boligsøgende har kommunen som tidligere omtalt i NORDJYSKE efter aftale med Boligselskabet BSB fået udvidet sin anvisningsret til BSB-boligerne. Det har byrådet nu konfirmeret. Det betyder, at tre nye grupper borgere får en fortrinsret til BSB-boligerne. - Det er borgere over 50 år, som er bosat i kommunen, og som ønsker at bo i en lejebolig - eventuelt, fordi den er mindre end deres hus. Det er pendlere, som arbejder i Aabybro Kommune, men ikke bor her - og ikke omvendt, pointerer borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V). - Ligeledes drejer det sig om par, der bliver skilt, men som gerne vil blive her i området for at være tæt på børnene. Dem kan vi også anvise BSB-boliger til, siger borgmesteren. Den nye anvisningsret gælder hver fjerde BSB-bolig, der bliver ledig. I forvejen har kommunen også anvisningsret til hver fjerde, ledige lejlighed til personer, som skal opfylde nogle sociale kriterier - det kunne handle om akut boligmangel. Ventelisten til BSB-boligerne i Aabybro Kommune er på flere end 200, og derfor er der en generel mangel på lejeboliger i området. Men kommunen kan ikke løse problemet ved at sikre, at der bliver opført flere lejeboliger, siger borgmesteren. - Det er håbløst at tro, at vi kan bygge os ud af en venteliste, siger han. - Hver gang, der bliver opført én almen bolig, så skal kommunen deponere cirka 100.000 kroner i 30 år i Landsbyggefonden. Så vi har ganske enkelt ikke råd til at bygge os ud af dette problem, siger borgmesteren. Aftalen betyder ikke, at kommunen overtager boligadminstrationen. Denne opgave ligger fortsat hos BSB, som fordeler lejlighederne efter de aftalte kriterier, oplyser Ole Lykkegaard Andersen.