Pendlere kan få cyklen gratis med

Et nyt samarbejde mellem Hjørring og Frederikshavn kommuner samt Nordjyske Jernbaner skal gøre det lettere for pendlere at bruge den kollektive transport.

Pendlere med erhvervskort kan gratis tage cyklen med i toget mellem Hjørring og Hirtshals, og mellem Frederikshavn og Skagen. Målet er at få pendlere ud af bilen, op på cyklen og ind i toget. I Hjørring og Frederikshavn er der sørget for aflåselig cykelparkering på stationerne. Ydermere bliver det muligt, for pendlere fra Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune med et abonnementskort til NT, gratis at reservere en pendlercykel og bruge den samme cykel til transport hver dag. Pendlercykel-ordningen har en forsøgsperiode på et år. Samarbejdet skal også ses som skridt i retning af mere bæredygtig transport, som både Globale Spor i Hjørring og Energibyen i Frederikshavn gør en indsats for. - Vi arbejder for, at øge brugen af kollektiv transport og samtidig få flere til at cykle. Det er nødvendigt for, at vi kan nå vores bæredygtighedsmål. Desuden er det også sundere og billigere end at køre i egen bil. Vi vil derfor arbejde for nogle ekstra fordele til pendlere, siger projektmedarbejder i Globale Spor, Lisbeth Eeg. Nordjyske Jernbaner satte i starten af maj en stor kampagne i gang, og den skal åbne øjnene for erhvervskortets fordele. Kortet betales over bruttolønnen og dermed kan brugeren spare op til 60 procent af udgifterne til transport mellem hjem og arbejde. Kampagnen blev igangsat samtidig med den store landsdækkende kampagne Vi cykler til arbejde.poch