Pendlere: Vi vil have flere garantier

De københavnske pendlere glæder sig over flere tog, men vil have strammere krav til driften.

Pendlere: Vi vil have flere garantier

Der kommer flere tog til pendlerne på Sjælland, efter regeringen sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti tirsdag er blevet enige om fordelingen af trafikinvesteringer for en milliard kroner om året.

Det vækker glæde hos Pendlerklubben Kystbanen, som dog stadig mener, der er lang vej til det ønskede serviceniveau.

- Vi er rigtig glade for, at der kommer mere materiel på skinnerne. Det er slet ikke nok i forhold til de mål, man vil nå, men et lille skridt er bedre end slet ingen skridt, siger talsmand Michael Randropp til Ritzau.

Som en del af forliget bliver der købt 55 dobbeltdækkervogne af dem, som DSB benytter i den sjællandske regionaltrafik. I dag benyttes 45 lejede vogne, og forliget betyder dermed 10 ekstra vogne.

Samtidig vil den københavnske metro fremover køre med 100 sekunders interval frem for de nuværende 120.

Til gengæld må pendlerne kigge langt efter de takstnedsættelser på 40 procent, som især SF reklamerede voldsomt med før sidste års folketingsvalg.

Taksterne bliver kun sænket med 20 procent og kun uden for myldretiden.

- Hvis man kigger på det, man blev lovet prismæssigt, så er det et kæmpe flop, konstaterer Michael Randropp.

- Men det vigtigste for pendlerne er plads i toget, at det kommer frem til tiden, og at man kan sidde med internet og telefonforbindelse.

Han efterlyser derfor en stramning af trafikselskabernes forpligtelser over for brugerne med hensyn til forsinkelser og aflysninger.

- Det er meget nemt for operatørerne at fjerne en masse tog i en periode, og så tæller de ikke med i statistikkerne, konstaterer han.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) er lydhør over for kritikken.

- Selvfølgelig vil vi det. Vi ved, at et af de problemer, som DSB har, er materiel, og derfor udvider vi med 10 nye dobbeltvogne og 15 el-tog, så vi får bedre forhold for passagererne, siger ministeren.

/ritzau/