Skagen

Penge bevilget til Skagen-fremstød

SKAGEN:Børne- og kulturudvalget bakker nu op omkring en særlig markedsføring af Skagen-området i teatermiljøet i København. Udvalget har bevilget 15.000 kroner samt en underskudsgaranti på 20.000 kroner, så Vendsyssel Teater under alle omstændigheder er bevilget den søgte støtte til at spille succesforestillingen "Den yderste Nat" på Hippodromen i København. Børne- og kulturudvalget anmoder desuden Kulturelt Samvirke samt Erhvervsstyregruppen om at dække underskudsgarantien samt finansiere markedsføringen i København. - Vi er ikke på nuværende tidspunkt kommet så langt med planerne, men foreløbig er der lagt op til, at vi bruger kulissen med Brøndums Spisestue, som også flere gange er blevet brugt i forbindelse med turistmesser, og der er også lagt op til en brochureudstilling i samarbejde med turistforeningen, fortæller formanden for børne- og kulturudvalget Karsten Hemmingsen (V). Der bliver altså gjort klar til det, som man på moderne dansk kalder Skagen-branding, når Vendsyssel Teater i begyndelsen af marts sætter stykket om familien Krøyer op på Folketeatrets lille scene Hippodromen i København. bm