- Penge er ikke det vigtigste

Karina Pedersen har altid vægtet det højt at få en uddannelse

VANGEN: Da Karina Pedersen og kæresten Thomas Toft flyttede ind i Vangen 269 3. th. for fem år siden, så var det ikke ligefrem en drøm, der gik i opfyldelse. - Det var ikke et valg, det var, hvad vi kunne få, siger Karina Pedersen. Årsagen til flytningen, var at parret skulle have deres første barn. - Jeg havde det dårligt med at få tilbudt en lejlighed på Vangen, for jeg kan huske fra skoleårene, at jeg hørte meget dårligt om Vangen, siger hun. Men i løbet af de fem år hun har boet i boligblokken, er hun blevet glad for Vangen, bl.a. fordi der sker en del aktiviteter for børnefamilierne og fordi man snakker med de andre i opgangen. Efter endt barsel i november er hun nu arbejdsløs, mens kæresten er i voksenlære som kleinsmed, så pengene er små. - Folk må gerne vide, hvor meget vi har, vi klarer os med det, som vi har, efter faste udgifter har vi 6000 kr. til mad og tøj. Det kan lige løbe rundt. - Hvis man er god til at lægge noget til side, så kan det lade sig gøre. For Karina Pedersen er det vigtigt, at børnene har det godt, og at de har noget ordentligt tøj. - Man skal gøre sådan, at børnene ikke bliver drillet, de skal følge moden og ikke gå i slidt tøj. Jeg vil gerne gøre det bedste for mine børn, siger Karina Pedersen og sender et smil af sted. Familien bruger dog ikke så mange penge på tøj til børnene, fordi de har arvet meget børnetøj. Set fra Vangen 269 3. th. er livet godt. Savner arbejde - Jeg vil sige, at jeg er godt tilfreds, selvom jeg savner det der med at have et arbejde og en fast indtægt, siger Karina Pedersen, der siger, at familien så vidt muligt at klare sig uden de sociale ydelser Hun er uddannet salgsassistent, og det at tage en uddannelse har altid været vigtig for hende. - Jeg har altid sagt, at jeg skulle have en uddannelse og ikke være på bistandshjælp. I skolen fik hun at vide af en lærer, at hun ikke ville blive til noget. - Der begyndte jeg at tænke mere over, hvad jeg ville. I dag er moderen og brødrene på bistandshjælp, men sådan vil Karina Pedersen det ikke. - Jeg ser ikke ned på det overhovedet, men de andre skulle ikke have ret i, hvad de troede. Børnene skal også have en uddannelse. Uddannelse og karriere - Jeg vil gøre alt for at forklare dem, hvor vigtigt det er at finde en uddannelse og en karriere. Karina Pedersen tror ikke, at det er, hvor man er født, der betyder noget for, hvordan ens liv udformer sig. - Jeg tror, det er op til hver enkelt, hvad man kan, og hvad man yder. En høj indkomst ligger ikke højt placeret på den personlige ønskeseddel. - For mig er penge ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi har det godt sammen, og at man har et godt helbred. Hun tror ikke, at hun ville have et bedre liv, hvis hun boede andet sted? - Det tror jeg overhovedet ikke, vores familie er mere sammen, fordi jeg går hjemme, de familier hvor begge arbejder ude, de har måske ikke så meget sammen, siger Karina Pedersen, der vægter det højt at kunne være sammen med sine børn Hun har ingen fordomme om Hasseris. - Jeg kan godt lide at se på husene og drømmer lidt om at få sådan et hus engang, jeg ser ikke ned på området fordi det er et fint kvarter. Indkøb Når familien skal handle ind, så sker det mest i Dreisler Storkøb i Løvvang Centret. men også i Føtex, Bilka og Netto. - Det skal både være billigt og kvalitet, siger Karina Pedersen, der ikke køber økologisk, da det er for dyrt. Cirka to gange i år har parret været på restaurant, begge gange har det været hos Amantes i Løvvangcentret. Familien går ikke i teatret, på museet eller til koncert, men biografen har haft besøg. Karina Pedersen har dog kun været i biografen en gang på fire år, men Thomas har set flere film. - Der er ikke ret tit, der er plads og penge til det, siger hun. Drømmene trives i bedste velgående på 3. sal. Karina Pedersen drømmer om at videreudanne sig og fast ejendom. - Jeg drømmer om et parcelhus, men det ligger også langt ude i fremtiden. 1. januar flytter familien fra Vangen til Vikingevej - et par gader væk til en større lejlighed.