EMNER

Penge gemmes til en grøn oase

I Biersted har borgerne valgt at gemme pengene fra kommunen til det store projekt, Den grønne kile i Biersted, der skal give byens borgere en grøn oase tæt på byens centrum

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan ser anden etape af den grønne kile i Biersted ud.

Bedre adgang til naturen og det åbne landskab omkring Biersted, og et stort behov for nogle nye uformelle byrum, hvor borgerne kan mødes til uformelt samvær, kulturelle arrangementer og fritidsaktiviteter. Alle disse store tanker danner grundlag for planerne med Den grønne kile i Biersted langs Banestien. Det store projekt med en grøn oase i og ved Biersted by har fået Biersted Landsbyråd til at gemme den lokale støtte, byen har fået fra Jammerbugt Kommune siden 2007. - Når vi har så stort et projekt til gavn for hele byen, så har vi bestemt, at vi ikke vil klatte pengene væk på små arrangementer. Vi får jo brug for alle de penge, vi kan samle sammen, når næste etape af den grønne kile skal føres ud i livet, og vi skal ud og søge om midler andre steder fra, fortæller Leif Kristensen, Biersteds landdistriktsrepræsentant og medlem af Biersted Landsbyråd. Den grønne kile er et projekt i tre etaper, hvor der arbejdes på at lave Biersted Parken, Biersted Fælled og Biersted Bytorv. Første etape af den grønne kile, Biersted Parken, blev indviet i september 2007. Biersted Parken er en ny grøn indkørsel og byport til Biersted, hvor byen blandt andet har fået en grøn park og en frugthave. Det, støtten fra kommunen skal bruges til, er især etape to a, Biersted Fælled, der bliver en forlængelse af Biersted Parken. I Biersted Fælled skal der blandt andet etableres en kælkebakke, et grillhus, en sø og en friluftsscene. Arbejdet, med at få sat alle idéerne ud i livet, er i fuld gang. Der er sendt flere ansøgninger til forskellige fonde, men planerne er blevet en smule forsinket, da der har været lidt problemer med at få alle tilladelserne hjem. Landsbyrådet har ansøgt om en landzonetilladelse, og her kom der indsigelser fra nogle af naboerne, der ikke var særlig glade for at få en kælkebakke i baghaven. - Arbejdet bliver bremset hele tiden, men nu ligger sagen i naturklagenævnet, og så snart der er fundet en løsning, så skal vi i gang med etableringen af Biersted Fælled, fortæller Erik Dragø Nielsen, medlem af Biersted landsbyråd. Han regner med, at arbejdet kan gå i gang omkring marts måned i det nye år. Senere er der planer om, at der også skal anlægges en multibane og en naturlegeplads. Projekter på tegnebrættet Medlemmerne i Biersted Landsbyråd har flere ting i ærmet end den grønne oase. En internetportal og lejeboliger i centrum af Biersted er på tegnebrættet, og også her kan nogle af støttekronerne fra Jammerbugt Kommune bruges.