Penge ikke nok

”Verdens største idioter er muslimer”, siger en kendt muslim. Men velvidende dette vil vestlige regeringer som USA, UK, Danmark og andre indgå et forlig med islamiske terrornetværk som Taleban og Al-Qaeda om fred i Afghanistan.

Korruption 6. august 2010 06:00

Man vil indsamle millioner kroner, endda milliarder, for at købe sig til fred ved at bestikke de ”største idioter”. Omskrevet dansk ordsprog: ”Store idioter narrer mindre idioter”. Man støtter Pakistan, mens pakistanske regeringselementer samarbejder med Taleban for at kæmpe mod os. Vestlige samfund har aldrig forstået østlig tankgang, især muslimsk. Man har en romantisk forestilling om ”hver afghaner deponerer sin loyalitet hos dem, der betaler flest penge.”. Bare fordi man kan købe en politimand for en tier, har man indtryk af, at alt er til salg. Samfundsbærende elementer, især hos muslimer, er ikke penge i kroner og ører, de er familie. Man er loyale over for sin familie og sin families ære. Det hele forstærkes og understøttes af uvidenhed, analfabetisme og religiøse dogmer. Der er ingen plads til nationalfølelse. For hver enkelt afghaner eksisterer Afghanistan ikke som nation, derfor er det en utopi at opbygge Afganistan som en helhed. Der er mange ”hellige køer”, der skal slagtes, før den tykke tåge, Teleban og Al-Qaeda har indhyllet det afghanske samfund i, kan lette. Penge er ikke en af dem. Man skal bruge de eksisterende samfundspsykologiske fakta til at nedbryde nuværende normer for at bygge et nyt samfund op. Som nævnt nærer afghanere stort ansvar for familien, respekt for familiens ære i det omgivende samfund og dermed en naturlig frygt for sit samfunds overhoved, den lokale ”Klanleder”, det udnytter Taleban og Al-Qaeda. De centrale i regeringen i Kabul har ingen - gentager: ingen - respekt hos almindelige Afghanere. Alle afghanere opfatter Kabuls centralregering for fjern, intetsigende, uden betydning, korrupt som skovler penge ind til sig selv. Vestlige regeringer burde afskrive den centrale regering og sætte mere ind på de lokale ”klan”-ledere. Det er et langsomt, men effektivt, virkningsfuldt tiltag, som kan bidrage til positiv udvikling baseret på sandt demokrati uden at belaste med enorme summer, som alligevel ender i korruption. De korrupte pakistanske ledere kan ikke helhjertet samarbejde mod Teleban. Man kan udfylde huller, men ikke bundløse, korrupte huller. Man bør inddele landet i små klanområder og overdrage ansvar til klanlederen. Han har ansvar for lov og orden i det område. Han inkasserer skat fra lokale borger, og selvfølgelig beholder han noget og sender resten til centralregeringen. Centralregeringen har ansvar for landets udenrigspolitik, militær, opbygning af infrastruktur m.v. Religionen spiller en uhyggelig stor rolle hos afghanere, det udnytter Teleban og Al-Qaeda. For at skære deres vinger af skal centralregeringen erklære sig ”religiøst neutralt”. Dermed lader man religionen optræde individuelt på lokalt plan, men ikke centralt, hvilket altid er skadelig. Klanlederen er forståeligt interesseret i at beholde sin magt og sørge for den religiøse tåge, der er skabt af Teleban og Al-Qaeda, letter. Det bliver en konkurrence mellem ham og Taleban. Han skal nok slå Taleban ned på sin måde for ikke at underminere sig selv. Lige pludselig får Teleban modparter, ikke bare en, men hundredvis af velmotiveret modspil. Det vil svække Teleban. Hos hver klanleder oprettes et rådgivende organ, bestående af en politisk rådgiver, en politirådgiver og en religiøs rådgiver, og sidst men ikke uden betydning en uddannelsesrådgiver. De er ansvarlige for at fremme samfundsopbygningen. Den form for demokrati er ikke 100 pct. efter vores opfattelse, men det skaber tryghed og sikkerhed for den afghanske befolkning, og dermed holdes religiøse, fanatiske kræfter som Taleban og Al-Qaeda ude. De mister deres grobund hos befolkningen. For en periode, lad os sige 25 år, skal de vestlige lande, i samråd med forskellige klanledere, udnævne rådgiverne, erfarne vestlige ledere, således at de langsomt kan indføre demokratiske ideer som grundlag på jordniveau. Dermed bliver den centrale regering ikke en magtfaktor. Efterhånden som hver afghaner står for mosten, kan man starte med lokale folkevalg til disse koncilier og overdrage praktisk magt over samfundet, ligesom vi har vores lokale politikere i hver kommune i de vestlige lande. Langsomt bliver klanleder og religiøs leder til kransekagefigurer uden endelig magt. Blot ved at pumpe penge især i centralregering skaber man ikke demokratisk forståelse, det tog mere end 100 år for vesten at skabe reelle vedvarende sande demokratiske værdier. Samfund skabes ikke af penge, men af ansvar. Dhamu Chodavarapu er født og opvokset i Indien. Kom til Danmark i 1964. Dansk gift. Engageret i samfundsdebatten. E-mail: dhamugaru@gmail.com.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...