Farsø

Penge kom med tidligere spiller

FARSØ:FUIK's jubilæumsbog, der blev udgivet i forbindelse med klubbens store jubilæumsfest i juni, er blevet godt modtaget af fodboldinteresserede, og nu har Fonden Himmerland, stiftet af Forsikringsselskabet Himmerland, givet udgivelsen kontant støtte støtte. Per Mikkelsen overrakte forleden på vegne af fonden en check på 8000 kroner til FUIK's formand, Kim Nyby. Samtidig blev der lejlighed til en god fodboldsnak, idet Per Mikkelsen selv er gammel Farsø-dreng og op gennem 60'erne og 70'erne aktiv spiller på klubbens serie 2 hold, hvor han var en solid og hurtig forsvarsspiller. Blandt publikum til FUIK's kamp mod Videbæk var der da også flere, som benyttede lejligheden til at hilse på og udveksle gamle fodboldminder. At klubben ikke kun lever på fortidens bedrifter, kunne Per Mikkelsen i øvrigt konstatere, da han overværede FUIK's bedste herrehold vinde ikke mindre end 9-1 over Videbæk. Klubben har selv stået for salget af bogen i en periode, men den er nu til salg i den lokale boghandel.