Penge og kunst i fælles omgivelser

HJØRRING:Sparekassen Vendsyssel tog i går i mod en masse gæster, da de holdt åbent hus i deres nye og noget specielle omgivelser - en bank i et gammelt kunstmuseum, der stadig rummer en masse kunst, blandt andet nogle oprindelige kalkmalerier, såkaldte fresker, som fulgte med fra museet. Ingeborg Knudsen havde egentlig ingen tilknytning til Sparekassen Vendsyssel, men hun var alligevel mødt op. - Jeg kan huske, hvordan bygningerne var som kunstmuseum, så jeg ville se, hvordan det var kommet til at se ud. Og det er blevet rigtigt flot, synes jeg, sagde hun. Også afdelingsdirektør Ejner Munk Svendsen var i godt humør og trykkede ivrigt de besøgendes hænder, mens han viste de nye omgivelser frem. - Man kan ikke være andet end tilfreds. Tænk at møde på sådan en arbejdsplads hver dag, sagde han og slog ud med hænderne for at vise de kunstneriske omgivelser. Udover freskerne var der en udstilling med billeder af den færøske kunstner Bårdur Jakupsson, og idéen er, at der cirka hver tredje måned skal være en ny udstilling. - Der skal være offentlig adgang, det er ikke kun vores kunder, der skal kunne nyde det hele, sagde Ejner Munk Svendsen, der ser frem til at byde hverdagen og kunderne velkommen i den noget utraditionelle blanding af kunst- og pengeverden.