Penge på vej til børnehaver

1,5 mio. kroner skal blandt andet bruges til bedre arbejdsmiljø og nye legeredskaber

Ida Smith
Arkivfoto: Klaus Madsen
Børnepasning 4. februar 2013 07:00

THY-HANNÆS: 17 daginstitutioner i Thisted Kommune får glæde af til sammen knap 1,5 millioner kroner til mindre anlægsprojekter, hvis politikerne i børne- og familieudvalget på deres næste møde vælger at følge en indstilling fra forvaltningen.

En del af tiltagene handler om at forbedre arbejdsmiljøet. I Boddumhus lægges der for eksempel op til at bruge 120.000 kroner på at reducere støj og træk, samt til nye legehuse.

Nye hegn og låger, skure, legeredskaber, gulvbelægning, nye pusleborde, håndvaske og garderober er blandt de øvrige ting, som pengene skal gå til.

Espersens Børnehus står til at få 300.000 kroner til nye legeredskaber. I Nors Børnehus savner man både bedre belysning indendørs og hegn om matriklen, så de får 140.000 kroner, ifølge indstillingen.

Den sidste del af kontoen på i alt to millioner kroner, helt præcist 533.000 kroner, skal ifølge oplægget bruges til indkøb af diverse it-udstyr som infoskærme og trådløst netværk til børnehaverne. Det er et led i planen om, at kommunikationen mellem forældre og dagtilbud i højere grad skal foregå digitalt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...