Penge retur for skolerejser
Skole pointerer at det er frivilligt at betale for ture

Skoleleder Elo Nielsen. Arkivfoto: Grete Dahl Grete Dahl
FJERRITSLEV:Det er nu muligt for forældre til elever på Fjerritslev Skole at få en del af de penge tilbage, de har betalt for børnenes deltagelse i skolerejser. Vel at mærke, hvis de føler, at de er blevet afkrævet beløbet uden ordentlig forudgående information.
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende søndag.
Det fremgår af skolens hjemmeside, hvor det både udførligt er beskrevet under skolens principper, at det er frivilligt at betale til skolerejser og ture, og at det nu er muligt at få en del af pengene tilbagebetalt, hvis man tidligere har betalt og har oplevet det som et krav.
- Vi erkender, at vi ikke har været gode nok til at forklare betingelserne, og at nogle forældre har oplevet det som et betalingskrav, når eleverne skulle på tur, siger skoleleder Elo Nielsen.
- Det er der lavet om på nu, hvor vi har gjort det tydeligt på hjemmesiden, og vi er meget bevidste om bedre information til forældrene i overbygningen, tilføjer han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.