Penge retur til sundhedsprojekt

Bolig Hjørring skal nu betale 171.000 kr. tilbage til Hjørring Kommunes projekt Sundt Samspil.

- Det gør vi, for vi har ikke dokumentation for de sidste penge. Vi har i forbindelse med projektet fået udbetalt et à konto beløb. De projekter, vi har gennemført, er gjort op i mandetimer. De projekter, der ikke er gennemført, har vi jo ikke dokumentation for, og derfor skal pengene betales tilbage til kommunen, forklarer Jens Ole Jørgensen, som er direktør i Bolig Hjørring. Med tilbagebetalingen af pengene er Bolig Hjørring helt ude af det stort anlagte projekt Sundt Samspil i Vestbyen. Oprindeligt var det meningen, at det skulle være et projekt i samarbejde mellem Hjørring Kommune og Bolig Hjørring. Men samarbejdet mellem kommune og områdesekretariatet under Bolig Hjørring gik i hårdknude. - Vi har ikke noget at gøre med det mere. Selvfølgelig kan vores beboere deltage på lige fod med alle andre i Vestbyen, men vi er ikke aktive i projektet, siger Jens Ole Jørgensen. Boligselskabet fyrede midt i oktober lederen af områdesekretariatet og er i øjeblikket ved at ansætte en ny leder. Projekt Sundt Samspil er støttet af Sundhedsstyrelsen.