Lokalpolitik

Penge til billet er givet godt ud

BRØNDERSLEV:Brønderslev Kommune har fået tre mio. kr. i hjælp som særligt vanskeligt stillet kommune. Det kunne en glad borgmesterJens Arne Hedegaard (V) fortælle i går eftermiddag. Så han mener, at pengene til flybilletterne til København er givet godt ud. I sidste uge havde en delegation fra Brønderslev Kommune med Jens Arne Hedegaard i spidsne foretræde for Indenrigsministeriet, for at fortælle om Brønderslev Kommunes specielle situation. Delegationen fra Brønderslev pegede blandt andet på, at Brønderslev Kommune har større udgifter til personer på overførselsindkomster som følge af, at Nordjylland er hårdt ramt af virksomhedslukninger med deraf følgende arbejdsløshed. Jens Arne Hedegaard fortæller, at der blev lyttet til Brønderslev Kommunes repræsentanter. - Godt nok fik vi ikke det, vi havde søgt om. Men det hjælper da på tingene, siger Jens Arne Hedegaard. -Det gør tingene lidt lettere, siger han. Jens Arne Hedegaard vil dog ikke nærmere komme ind til, hvad pengene skal bruges til. Byrådet forhandler nemlig fortsat om budget 2006, hvor der skal findes 11 mio. kr. - Nu tror jeg på et budgetforlig, siger Jens Arne Hedegaard. Forhandlingsudvalget mødes mandag morgen for at drøfte den plan, der er på bordet. Byrådet var på budgetseminar torsdag 22. og fredag 23. september, hvor de blev enige om at undersøge nogle ting. Borgmester Jens Arne Hedegard har peget på nogle besparelses-områder, men Arne M.Jensen (S) har fastslået, at nogle af disse ting ikke var spiselige. -Nu har vi så tre mio. kr., så der er nogle ting, vi kan gøre godt med. Brønderslev Kommune havde søgt 11 mio. kr. i støtte. Indenrigsministeriet har en pulje på godt 300 mio. kr. i denne runde. Brønderslev Kommune fik ingen penge under den første uddelings-runde.