Penge til byfornyelse i Thy og på Mors

Thisted og Morsø kommuner får henholdsvis 2,1 millioner kroner og 900.000 kroner til byfornyelse

Jens Fogh-Andersen
Med penge fra den nye pulje er der i de kommende år mulighed for at fortsatte indsatsen for at fjerne ubeboede og faldefærdige bygninger i det åbne land og i mindre bysamfund. Huset på billedet er fjernet i en tidligere nedrivningsrunde.Arkivfoto: Peter Mørk
8. juli 2016 11:18

THY-MORS: Thisted og Morsø kommuner er blandt de 45 kommuner landet over, som frem til og med 2020 tilsammen får 55,7 mio. kroner årligt i tilskud til nedrivning af faldefærdige bygninger i mindre byer og i landområder.

Pengene kommer fra en ny pulje til landskabsfornyelse. Tiltaget er en del af regeringens vækstudspil Vækst og udvikling i hele Danmark.

Efter den foreløbige tildeling er der i år 3 millioner kroner til Thy og Mors, fordelt med 2,1 millioner kroner til Thisted Kommune og 900.000 kroner til Morsø Kommune.

Den tidligere ramme på 200 mio. kr. udløber i år. Et bredt politisk flertal besluttede dog med vækstpakken i 2014 at fastholde puljen med cirka 55 mio. kr. Da ordningen er mindre end tidligere er antallet af ansøgningsberettigede kommuner derfor reduceret fra 70 til 45.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) siger, at der med puljen til landskabsfornyelse er et ønske om at give de sværest stillede kommuner bedre mulighed for at skabe attraktive landsbyer, og nedrive de bygninger og ejendomme, som skæmmer i landsbybilledet og som hæmmer tilflytning og borgeres lyst til at bosætte sig i de mindre landsbysamfund.

- Med ordningen kan kommunerne forhåbentligt fortsætte udviklingen af deres lokalsamfund, så det bliver attraktivt at bosætte sig over alt i Danmark, siger ministeren

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...