Penge til dansktimer op i byrådet

Socialdemokrater og SF"er vil have øremærkede penge ud til skolerne

AABYBRO:Debatten om skolerne skal have ekstra penge til at opfylde lovkravet om en ekstra dansktime til elever i 1. til 3. klasse fra det kommende skoleår vil ikke stilne af. Nu vil medlem af børne- og kulturudvalget i Aabybro, Lars Hasager (SF), have sagen til debat i Aabybro Byråd. Han mener nemlig, at skolerne i Aabybro Kommune skal have de 51.000 kroner, som regeringen også har øremærket til formålet og sendt ud til kommunerne. Og skolerne skal have penge til hele skoleåret fra august 2006 til august 2007. Han bakkes delvist op af udvalgets socialdemokrater, Lars C. Larsen og Inge Pedersen. De mener, at skolerne skal have pengene så længe, Aabybro Kommune eksisterer, og det er frem til årsskiftet. Baggrunden er, at et flertal i Sammenlægningsudvalget for Jammerbugt Kommune tidligere har sagt nej til, at det øremærkede beløb fra regeringen skulle med lovkravet om flere timer ud til skolerne. I stedet skal pengene indgå i den samlede budgetprioritering til efteråret. Men siden er politikerne i Aabybro Kommune ligesom kollegaerne i Pandrup kommet efter, at det formelt er de eksisterende kommuner, der skal træffe en beslutning på området så længe de eksisterer - indtil årsskiftet.Derfor skulle børne- og kulturudvalget Aabybro Kommune tage stilling til spørgsmålet, og et flertal bestående af Venstres Karlo Jensen, Jytte Hedelund og Birger Fischer sammen med løsgængeren Ole Legaard stemte for, at skolerne ikke skal have pengene. Men den debat skal altså nu også i byrådet. Venstres Karlo Jensen bakker op om flertalsbeslutningen i Sammenlægningsudvalget. - De må jo have overblikket over fremtiden. Desuden ville det virke underligt, hvis vi gav skolerne penge til den første halvdel af skoleåret og Jammerbugt Kommune, og så ikke gjorde det i anden halvdel, siger Karlo Jensen. - Desuden handler det om en sag i småtingsafdelingen. Det handler om 30 kroner per elev. Det må skolerne selv kunne finde, det bør ikke kunne vælte et skolebudget, mener han. Pengene er der Men Lars Hasager er uenig. - Skolerne har været udsat for besparelser over en årrække, så det er cremen, de må skære i nu. Det kan gå ud over skolefester, forældrearrangementer og idrætsdage, siger han. - Desuden har regeringen sendt penge ud til kommunerne til de ekstra timer, så bør pengene i princippet også gå til skolerne, siger Lars Hasager. Og Lars C. Larsen (S) pointerer at børne- og kulturudvalget sagtens kan finde pengene uden at skulle bede om en ekstrabevilling. - Der er generelt færre elever i vores skoler, end vi har regnet med i budgettet. Det betyde, at der er penge til at give til de ekstra dansktimer, siger han.