Velgørenhed

Penge til frivilligt socialt arbejde

To projekter i Brovst får midler

BROVST:I denne måned har Socialministeriet uddelt cirka 40 millioner kroner til frivilligt socialt arbejde for socialtruede mennesker. Nogle af pengene ryger til Tingskovvej i Brovst. Det drejer sig om 450.000 kroner, som socialrådgiver Inge Borregaard fra Nordjyllands Kontaktsamvirke har fået tildelt. 155.000 kroner af beløbet skal bruges til selvhjælpsgrupper og de 295.000 kroner er til Frivilligcentralen. Det er to af de 39 projekter i Nordjylland, som har fået penge fra ministeriet. Hjælp i grupper Pengeposen til selvhjælpsgrupperne, som dækker hele Nordjyllands amt, skal bruges til at koordinere grupperne, holde møder, synliggørelse og til at uddanne frivillige til at kunne hjælpe grupper i gang. I øjeblikket er der ikke nogen selvhjælpsgruppe i Brovst og derfor bliver interesseret anvist gruppe i andre byer. Det sker også for at sikre, at deltagerne i grupperne har nogenlunde de samme problemer at slås med, så de kan relatere til hinanden. Inge Borregaard fortæller, at deltagerne i selvhjælpsgrupperne henvender sig med alle mulige problemer, som de går og tumler med. Det kan være, at de har mistet en ægtefælle eller at manden har fået demens i en tidlige alder. - Det kan også være vold. I sidste uge henvendte en mand sig. Han havde oplevet at blive trukket ud af sin bil og tæsket, siger Inge Borregaard og forklarer, at den slags får man et chok af. Natteravne i Brovst De 295.000 kroner til Frivilligcentralen vil blive brugt til formidle frivilligt socialt arbejde. Det gør Inge Borregaard blandt andet ved at være synlig til arrangementer som Jul på Bratskov sidste weekend. I andre byer har voksne frivillige med succes været synlig i nattelivet under betegnelsen natteravne. Det kan skabe ro, forhindre hærværk og give unge mennesker mulighed for at tale med en voksen. - Når de går hjem efter en fest og måske er kede af det, så vil det være rart møde en voksen, som man kan tale med, siger Inge Borregaard. Derfor vil hun nu gerne hjælpe med at etablere en natteravnsgruppe i Brovst.