Penge til Hus Forbi

Der var stor interesse for udstillingen ”Ni portrætter af Hus Forbi-sælgere”, der åbnede på Gabels Torv mandag eftermiddag. På billedet ses søjlen med Hus Forbi-sælger nummer 1. Britta Larsen var første Hus Forbi-sælger ved starten i august 1996. Foto: Ole Skouboe
Der var stor interesse for udstillingen ”Ni portrætter af Hus Forbi-sælgere”, der åbnede på Gabels Torv mandag eftermiddag. På billedet ses søjlen med Hus Forbi-sælger nummer 1. Britta Larsen var første Hus Forbi-sælger ved starten i august 1996. Foto: Ole Skouboe

Mandag eftermiddag åbnede udstillingen "Ni portrætter af Hus Forbi-sælgere" på Gabels Torv.

Den københavnske kunstner Jimmy Edwardsen har malet malerierne, som ses på søjlerne, og hver søjle portrætterer en Hus Forbi-sælger i billeder og tekst.

Udstillingen kan ses i hele december måned.

Den festlige åbning af Hus Forbi-udstillingen, der er en del af fejringen af Hus Forbis 20-års jubilæum, var arrangeret af Café Parasollen.

Bestyrelsesmedlem i Hus Forbi, Søren Jensen, der også gennem Café Parasollen på Boulevarden er distributør af Hus Forbi i Aalborg, bød velkommen og inviterede alle fremmødte på en portion gratis karry-suppe.

Dagens højdepunkt for Hus Forbi var dog tilstedeværelsen af elever og lærere fra Horne Efterskole.

Eleverne på skolen, der snart har 125 år på bagen, har gennem forskellige arrangementer og events indsamlet 200.000 kr., som denne eftermiddag blev overrakt til Henrik Søndergaard Pedersen, bestyrelsesformand i Hus Forbi.

Inden pengene blev overrakt var der også fællessang, hvor de mange fremmødte - Hus Forbi-sælgere, efterskole elever fra Horne og mange aalborgensere - sang med på "Mødets Magi". En dejlig tekst og skøn musik skrevet af Martin Døssing Ottosen, der selv stod for det musikalske akkompagnement.

Bestyrelsesformand Henrik Søndergaard Pedersen, Hus Forbi, var naturligvis begejstret for den store pengegave og meget imponeret over Horne-elevernes indsats.

- Det er fantastisk godt gået af eleverne, og vi er da lykkelige for, at det netop er os, der står som modtager af de mange penge, sagde Henrik Søndergaard Pedersen blandt andet i sin takketale.

Ifølge formanden er der også allerede en plan for, hvad de 200.000 kr. skal bruges til.

- Det bliver sikkert noget med transport. Mange Hus Forbi-sælgere har et hårdt liv, og i bestyrelsen har vi talt om, at vi med disse penge eventuelt kan indgå aftaler, så vi kan give sælgerne en mulighed for at sætte sig ind og køre en tur med en bus, så de i den hårde vintertid kan få lidt tiltrængt varme. Nogle af vore sælgere benytter sig allerede af den mulighed, men det koster dem jo 760 kr., hvis de løber ind i en kontrol, slutter Henrik Søndergaard Pedersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden