Fjerritslev

Penge til Kino-køb

50.000 kroner finder vej til købet af Fjerritslev Kino.

- Det er da en glædelig nyhed og en håndsrækning, som vi værdsætter. Sådan siger formanden for Kinos Venner, Kirsten Korsbæk, efter beskeden om, at 50.000 kroner vil skifte konto fra Jammerbugt Kommune til Fjerritslev Kino. Venneforeningen, der netop har indgået en købsaftale med ebh bank, skal bruge 250.000 kr. til overtagelsen af filmbygningen. Selvom pengene langt fra finansierer alle biografens arealer, er det et tilskud, som kommunens Tema- og Udviklingsudvalg vedtog med glæde. -Vi syntes, det er noget, der er til stor gavn for byen og håber så, at foreningen også kan finde de sidste 200.000 kr., siger formanden for Tema- og udviklingsudvalget, Helle Bak Andreasen (V). Arbejdet med at sikre købet af biografbygningen fortsætter nu blandt vennerne. - De resterende penge skal vi ud på fondsmarkedet og finde i den nærmeste fremtid, fortæller Kirsten Korsbæk. Hun oplyser, at foreningen har en lille opsparing fra driften af biografen, men planen er at finde penge til anskaffelse af blandt andet nye sæder. Foreningen vil se nærmere på den resterende finansiering på generalforsamlingen.