Penge til køb eller lejeforhøjelse mangler

Aalborg Øst står først for, når det gælder en tur i svømmehallen

Hals 11. marts 2007 05:00

HALS: Aalborg Kommune har hverken mulighed for at købe svømmehallen ved Koldkær Feriecenter, eller øge lejeprisen med en halv million kroner, siger Sørn Nordhald. I den tidligere Hals Kommune var han formand for skole- og kulturudvalget, og i Aalborg Kommune er han nu medlem i det tilsvarende udvalg samt S-ordfører på skoleområdet. - Feriecentret og svømmehallen har haft mange forskellige ejere, og Hals Kommune har tidligere flere gange fået tilbudt at købe svømmehallen, men havde ikke pengene, oplyser Sørn Nordhald om svømmehallen, som Hals gennem en årrække har lejet for 6-700.000 kroner årligt. - Nu er der så kommet en ny ejer af hallen, som vil sætte lejen i vejret, men vi skal ikke betale mere bare fordi, der er kommet ny ejer, siger Sørn Nordhald. Han bakker op bag rådmand Henrik Thomsens udtalelser om, at såfremt kommunen skal udvide antallet af svømmehaller, så er det ikke et køb af hallen i Koldkær, der står først for. - Det har i mange år været planen at bygge en svømmehal i Aalborg Øst, hvor der bor 16-18.000 mennesker. Hvis vi nu bruger millioner på at købe en svømmehal i et sommerhusområde, så bliver der revolution i Aalborg Øst, og det forstår jeg godt, siger han. Han tilføjer, at der på budget 2007 hverken er sat penge af til nye svømmehaller eller til lejeforhøjelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...