Aalborg

Penge til kræftsyge børn

"Løb for kræft" donerede penge og skuespillere underholdt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Børnene på afdelingen var meget trætte efter dagens underholdning af to hospitalsklovne.Foto: Torben Hansen

Det er aldrig sjovt at være syg. Og slet ikke sjovt, når man er et lille barn, der bare gerne vil lege. Derfor var der god brug for den opmuntring, skuespillerne Lars Bom og Martin Ringsmose, julemanden, to hospitalsklovne og over 61.000 kroner leverede til børnecancerafdelingen i onsdags. - Det var en stor succes. Selv de mest syge og dem med kvalme og smerter gjorde alt for at kunne være med. De ville ikke gå glip af noget, siger sygeplejerske Stinne Just, der til daglig passer de kræftsyge børn. Bamse på besøg Især Lars Bom skabte stor glæde. Han er én af dem, der har spillet Bamse fra Bamse og Kylling, og han var med til at give børnene en sjov dag på afdeling 303B. Der blev sunget og fortalt historier, og Martin Ringsmose fra Aalborg Teater læste højt af Fyrtøjet. Selvom pengene ikke er sjove i dag, så er de med til at sikre, at børnene også næste år får mulighed for at have det sjovt med kræftsyge jævnaldrende andre steder end på et sygehus. Hvert år går der penge til blandt andet et tre-dages koloniophold, børnene får besøg af kendte, og de deltager i et madprojekt om ernæring. - Pengene betyder, at projekterne helt klart bliver til noget, siger Stinne Just. Pengene er samlet ind af "løb for kræft", hvor et motionsløb, en zumba-event og sponsorater tilsammen skaffede de i alt 61.302,50 kroner til børnecancer afdelingen. Ifølge arrangørerne er der allerede opbakning fra sponsorer og frivillge, så der igen næste år vil være "Løb for kræft" i Aalborg.