Penge til ny sæson af Norskov
Kultur og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune er klar med 600.000 kroner til seks nye afsnit af den populære serie
Opdateret 02. september 2016 kl. 09:05
FREDERIKSHAVN: Politikerne i kultur- og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune sagde torsdag ja til at støtte en ny omgang af tv-serien Norskov med 600.000 kroner.
Frederikshavn Kommune har modtaget henvendelse fra parterne bag produktion og udvikling af tv-serien med henblik på at filme en sæson 2 af politidramaet, der som bekendt foregår i Frederikshavn, og som blev vist sidste år.
TV2 mente ellers, at seertallene var for lave, og derfor blev tv-serien lagt i graven.
Men produktionsselskabet bag Norskov har altså ikke opgivet håbet om at skaffe penge til en ny sæson, og et skridt på vejen er de 600.000 kroner fra Frederikshavn Kommune.
- Vi anbefaler at støtte Norskov med de 600.000 kroner, og vi sender anbefalingen videre til økonomiudvalget, der har en pulje med penge til kulturevents og markedsføringstiltag. Vi anser det her for et godt markedsføringstiltag, oplyser Mogens Brag (V), formand for kultur og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.
- Med vort engagement i den Vestdanske Filmpulje - en gruppe af 10 jyske kommuner - så er det her et indsatsområde, og vi forventer også at det filmsamarbejde giver penge til projektet. Så ville det se mærkeligt ud, hvis ikke den kommune, hvor optagelserne foregår, også spæder til, siger Mogens Brag.
Beskedent beløb
Han understreger samtidig, at der er tale om et forholdsvist beskedent beløb. Sidste gang var budgettet for de 10 afsnit 65 millioner kroner. Denne gang er der tale om seks afsnit og følgelig et mindre budget.
- Men sidste gang boede et filmhold med omkring 100 mennesker otte måneder i Frederikshavn, mens optagelserne stod på. Nu bliver produktionen lidt mindre, men når holdet lægger sin handel lokalt, så får vi de 600.000 tilbage mange gange ved en sådan serieproduktion, fastslår udvalgsformanden.
Mogens Brag forventer, at økonomiudvalget har sagen med på sit næste møde.
Norskov havde i gennemsnit 634.000 seere, da den første gang rullede over tv-skærmene i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.