Lokalpolitik

- Penge til Stenaldercentret går fra andre

Birgitte Tetzlaff mener, at hele byrådet må være med til at finde ekstra tilskud

Stenaldercentret mangler 145.000 kroner for at lukke det sidste hul i 2006-regnskabet. Den sag kommer nu på byrådsmødet torsdag. Arkivfoto

Stenaldercentret mangler 145.000 kroner for at lukke det sidste hul i 2006-regnskabet. Den sag kommer nu på byrådsmødet torsdag. Arkivfoto

ERTEBØLLE:Torsdag skrives der endnu et afsnit i føljetonen om Stenaldercentret Ertebølle, når byrådet skal diskutere, om stedet skal have yderligere 145.000 kroner i tilskud. Pengene skal dække det sidste hul i 2006-regnskabet. Et flertal af politikerne i kultur- og fritidsudvalget var egentlig stemt for at finde pengene selv, men Birgitte Tetzlaff (K) ønskede, at den kom videre til byrådet. - Jeg vil ikke, at det kun er kultur- og fritidsudvalget, der skal finde de penge. Stenaldercentret Ertebølle bliver ved med at skulle have flere penge hele tiden, og samtidig tager vi penge fra idrætsforeningerne. Der er virkelig nogle, som får mindre tilskud. Jeg ønsker ikke, at det skal gå ud over de unge, siger hun. Derfor ville hun have foretrukket, at udvalget i stedet havde bedt byrådet om en tillægsbevilling. - Jeg ønsker i hvert fald, at hele byrådet skal vide, at de nu beder om penge igen, fastslår Birgitte Tetzlaff. Hendes partifælle Henrik Degn, der også er medlem af kultur- og fritidsudvalget, var heller ikke med på, at udvalget skulle finde pengene selv. - Jeg har et stort problem med, at det vil komme til at gå ud over andre ting, hvis vi bruger de penge på Stenaldercentret, siger han. Han er frustreret over, at Stenaldercentrets bestyrelse igen beder om penge og stadig for regnskabsåret 2006. - Er det så dét, eller kommer der mere? Jeg ved godt, at bestyrelsen siger, at regnskabet for 2007 ender i nul. Tror vi så på det? spørger Henrik Degn. Grundlæggende mener han dog, at Stenaldercentret skal bevares. Pengene skal bare ikke tages fra kultur- og fritidsudvalgets budget.