Penge til trafiksanering
Udvalg opfylder flere borgerønsker om øget trafiksikkerhed.
Der er også tænkt på trafiksikkerhed i forbindelse med frigivelse af lige godt 13 mio. kr. til anlægsarbejder i Jammerbugt. - Det er dejligt, at vi også kan opfylde nogle af de ønsker om øget trafiksikkerhed, der kommer fra borgerne. Vi kan ikke opfylde alle ønsker her og nu, men hen ad vejen får vi taget fat på mange af de problemer, borgerne påpeger, siger Jens Chr. Golding (S), formand for teknisk udvalg. Udvalget har netop foreslået kommunalbestyrelsen, hvordan pengene skal bruges. Blandt de projekter, der kan forbedre trafiksikkerheden, er en minirundkørsel i V. Hjermitslev, hvor Alstrupvej/Ingstrupvej krydser Blæshøjvej/Assenbækvej. Her er der afsat 900.000 kr. Blæshøjvej/Assenbækvej er særdeles trafikeret, fordi den forbinder rute 55 med Brønderslev og motorvejen til Hirtshals. Ved Fjerritslev Skole skal der etableres en busparkering, så afsætningsforholdene forbedres væsentligt for de børn, der kommer med bus. Langs Vadumvej i Nørhalne forlænges fortovet indtil det sidste hus inden byskiltet. På Løkkenvej i Pandrup skal der etableres byport. - Der køres alt for hurtigt. Med en indsnævring af kørebanen håber vi, at bilisterne sætter hastigheden ned, siger Golding. - Vi vil også gerne have sikret krydset, hvor Ø. Hovensvej munder ud i Kattedamsvej i Aabybro. Det er et sted, hvor der er sket flere uheld, siger Jens Chr. Golding. Han tilføjer, at der er enighed i udvalget om, at en rundkørsel i krydset skal på budgettet for 2013. Prisen for rundkørslen er anslået til omkring tre mio. kr. Udvalget vil også bruge et par hundrede tusinde kroner til ny vejbelysning på Hovensvej og Torngårdsvej i Aabybro - på strækningen inden for byskiltene. Udvalget vil frigive 280.000 kr. til stibelysning mellem Hune og Blokhus. Der er også penge til forbedring af Øland-Gjøl dæmningen. Til etape 1, som omfatter den vestlige del, er der afsat to mio. kr. Heraf skal 250.000 kr. bruges til rådgivere og projektering. I følge Jens Chr. Golding er det usikkert om selve arbejdet kommer i gang i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.