Pengegave til AaB-supportere

Flemming Kristensen giver en del af sin arbejdsskadeerstatning til AaB-fans

Flem­ming Kris­ten­sen (til ven­stre) hav­de en check med til Kas­per Møl­ler fra AaB Tifokaos, Si­mon Gre­ger­sen fra Boys Republic og Las­se Niel­sen fra AaB Sup­port Club. Foto: martin Dam­gaard

Flem­ming Kris­ten­sen (til ven­stre) hav­de en check med til Kas­per Møl­ler fra AaB Tifokaos, Si­mon Gre­ger­sen fra Boys Republic og Las­se Niel­sen fra AaB Sup­port Club. Foto: martin Dam­gaard

AALBORG:Nogen giver penge til geder i Afrika, Kattens Værn eller andre værdige sager. Men da Flemming Kristensen fik en stor sum penge ind på sin konto, var han ikke i tvivl om hvilken sag han gerne ville støtte: AaB-tilhængere. Nu er det heller ikke fordi, at det ikke er en værdig sag at give penge til at skabe bedre stemning på ståtribunen på Aalborg Stadion - det er bare sjældent at det sker. Men for Flemming Kristensen findes der ikke nogen mere værdig sag, og derfor var han vært ved en noget alternativ checkoverrækkelse på værtshuset Munken i Vestbyen. Her fik tre forskellige AaB-fangrupper - AaB Support Club, AaB TifoKaos og Boys Republic - hver en check på 10.000 kroner. - Hvad andre giver deres penge til må de selv om, men for mig er det den sag jeg helst vil støtte. Fordi jeg er AaB¿er, siger Flemming Kristensen. Han er - ikke så overraskende - en stor fan af AaB med fast plads på Spar Nord Tribunen, hvor han sammen med konen Lene er på plads til hver hjemmekamp. Endnu er parrets datter på fire år ikke med på stadion, men selv den dag - hvis den altså kommer - hun skal med på stadion, så vil Flemming kristensen ikke drømme om at forlade Spar Nord tribunen. Så må konen rykke med over på de mere familievenlige pladser. - Jeg giver de her penge, fordi jeg synes, at de tre grupper gør et godt stykke arbejde for at skabe stemning på stadion, siger Flemming Kristensen, der kalder mesterskabskampen hjemme mod AGF i 1995 for den største oplevelse fra tribunen. Selv var han for efterhånden en del år siden selv spiller i AaB på klubbens juniorhold, og siden var han omkring Markaryd i Sverige og Lyngby, før han slog sig ned i Aars. Mistede tre fingre De 30.000 kroner er en del af en større erstatning på flere hundrede tusinde kroner, som han netop har fået udbetalt. - Siden marts 1979 har jeg kæmpet for at få den erstatning. Jeg mistede en del af tre fingre ved en ulykke, dengang jeg arbejdede som arbejdsdreng, men det er først efter en lang kamp, at jeg nu har fået pengene. Hvert fjerde år har jeg anket sagen, så det er en stor lettelse, at jeg endelig har fået pengene, siger Flemming Kristensen. I fanklubberne var glæden naturligvis stor over gaven - som de alle tre har lovet ikke skal gå til fadøl til medlemmerne. - Vi var nærmest helt ekstatiske, da vi så inde på debatside.dk, at Flemming ville give os penge. Der er aldrig nogensinde før nogen, der har givet os penge, fortæller Simon Gregersen fra Boys Republic, der er en såkaldt uofficiel fanfraktion. - Vi har prøvet med en slags medlemskontingent, men det gik ikke, så de penge vi tjener, er på merchandise og bustur, så for os er 10.000 kroner mange penge til at skabe noget fest på tribunen, siger Simon Gregersen. Kun AaB Tifokaos, der er en del af AaB Support Club, har tidligere fået støtte i den størrelsesorden. Det var før pokalsemifinalerne mod Randers FC, hvor en anonym giver kom med 12.000 kroner. Pengene var øremærket til en tifo til den pokalfinale, som alle ventede var en formssag at kvalificere sig til, men sådan gik det ikke. - Det er dyrt at lave tifoer. Den vi lavede mod Brøndby (der fyldte hele langsiden, red.) kostede 17.000 kroner og 1500 arbejdstimer, så selvfølgelig kan vi sagtens finde noget at bruge pengene på. Der kommer jo mange store kampe her i foråret, siger Kasper Møller fra AaB Tifokaos. AaB Support Club regner med at pengene skal bruges på at sørge for billigere busture til forårets - måske afgørende - kampe på Sjælland.