Pengegaver luner altid hos det sociale værested

ARDEN:- En god støtte til vore skabende aktiviteter. Og en fin håndsrækning til vores julefest 20. december, siger Mariane Skadborg og kvitterer for den check på 7000 kroner, Sparekassen Himmerland forleden overrakte. - For værestedet er det utrolig betydningsfuldt med tilskud. Der hersker villighed og opbakning til at støtte op om det sociale arbejde, som udføres på stedet, udtaler filialbestyrer Vagn Bach. At få økonomien til at hænge sammen er nemlig ikke så ligetil, omend der i den bankuddannede socialrådgiver Mariane Skadborgs tid er rettet op på bundlinien. Men uden sponsorer går det bare ikke. - Eksempelvis fik vi 40.000 kroner fra Helsefonden til indkøb af motionsredskaber. Men også Trip Trap og Tuborg Fonden har støttet os, siger Mariane Skadborg. I spidsen for bestyrelsen for Viktoria sidder Lauge Prip, som fra Ældre Sagen har fået følgeskab af Birgit Jepsen. Jørgen Moth, socialpsykiatrien, Anette Kjeldgaard, Selvhjælp Himmerland og Niels Erik Poulsen (V) fra Arden Byråd gør dem følgeskab.