Pengeløst pengeinstitut

Nordea i Frederikshavn har afskaffet kontanterne

Tove Enevoldsen
Filialdirektør i Nordea, Steffen Laursen, hjælper gerne kunderne med at benytte hævekortautomaten nu da banken er pengeløs.Foto: Kim Dahl Hansen
EMNER 19. juni 2012 15:05

FREDERIKSHAVN: Nordea i Frederikshavn har ingen kontanter. Kassen er sendt til de evige jagtmarker og erstattet af et såkaldt mødeafsnit.

Filialdirektør Steffen Laursen, 30 år, erkender at banken har mødt kritik og undren over, at man kan drive bankvæsen uden penge.
- Jeg ved godt, at man forventer, at en bank har penge på samme måde som en bager har brød. Det er lidt kontroversielt, indrømmer Steffen Laursen.
- Vi har flyttet ressourcerne, så vi ikke har en kassemedarbejder, der sidder og venter på, at en kunde kommer og hæver 100 kroner. Det er simpelthen ikke rentabelt, forklarer Steffen Laursen.
Kundernes vaner ændrer sig, således at de oftere betjener sig via netbank og kort, når den daglige økonomi skal klares.
- Vi følger bare med udviklingen og fokuserer nu i stedet på rådgivning.
Uden for åbningstiden kan kunderne desuden få personlig telefonisk rådgivning 24 timer i døgnet.
Det er stadig muligt at bestille valuta. Som pengeløs bank har Nordea udstedt flere nye dankort og henviser til bankens hævekortautomat.
- De første gange viser vi kunderne til rette, og det er egentlig gået rimelig smertefrit, forklarer Steffen Laursen, der dog godt ved, at en bank uden penge er lidt uheldigt for en gruppe af ældre samt handicappede.
- Vi ved godt, at vi træder lidt på en bestemt gruppe af kunder, som ikke selv kan benytte hævekort. Det er ikke noget, vi er stolte af, men vi anerkender at problemet er der, og vi forsøger ikke at dække over det, kommenterer Steffen Laursen, der samtidig understreger, at i åbningstiden er medarbejderne altid til rådighed for rådgivning, støtte og hjælp.
- Fakta er, at det her kommer til at ske i alle banker. Vi er bare de første, uddyber Nordeas filialdirektør.
Nordea Frederikshavn har cirka 3.400 kunder.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...