Lokalpolitik

Pengene på bordet!

Udstykkere af grunde skal have tegnebogen frem.

Strammere krav til, at finansieringen af byggemodning er på plads, inden kommunen udsteder byggetilladelse. På billedet ses det første hus i Palm City.Foto: Carl Th. Poulsen

Strammere krav til, at finansieringen af byggemodning er på plads, inden kommunen udsteder byggetilladelse. På billedet ses det første hus i Palm City.Foto: Carl Th. Poulsen

Et kaotisk forløb om byggemodning i Palm City fører nu til nye og mere præcise regler om, hvornår kommunen kan udstede byggetilladelse og hvem, der skal betale for byggemodning. Kommunens plan- og miljøudvalg indstiller de nye retningslinjer til økonomiudvalget. I fremtiden skal udstykkeren enten betale for byggemodning eller stille en garanti for udgifterne. I Palm City blev den første byggetilladelse udstedt, før byggemodningen var påbegyndt - uden der var klarhed over hvem, der skulle betale for at få vand, kloak og el ført frem til området. Det endte med, at Forsyningen - i realiteten forbrugerne - kom til at betale et millionbeløb for byggemodning. Det samme skete ved byggemodning i boligområdet ved skibakken. I begge tilfælde uden sikkerhed for, at mere end en brøkdel af udgifterne kommer hjem i form af tilslutningsafgifter. Fremover skal der allerede i salgsvilkårene for kommunal jord tages stilling til finansiering af byggemodning. Ved private udstykninger skal udstykkeren stille garanti for byggemodning eller selv udføre den, før en byggetilladelse kan udstedes. Lovligt hus uden vand I Palm City udstedte kommunen den første byggetilladelse uden nogen vidste, hvem der skulle betale for kloak, el og vand. Derfor opstod balladen, da der pludselig stod et lovligt opført hus uden vand, kloak og strøm. Både tidligere borgmester Erik Sørensen og den tidligere formand for Forsyningen, Jens Hedegaard, sidder i dag i plan- og miljøudvalget, som har godkendt de nye retningslinjer. De spillede begge en central rolle i det kaotiske politiske spil om byggemodningen i Palm City.