EMNER

Pengepose til byens natteravne

Rotary Klub Aars har tildelt Natteravnene i Aars 4000 kr.

Præsident for Rotary Klub Aars ønsker her formand for natteravnene tillykke med donationen. I baggrunden ses resten af natteravnenes bestyrelse. Foto: Henrik Bo

Præsident for Rotary Klub Aars ønsker her formand for natteravnene tillykke med donationen. I baggrunden ses resten af natteravnenes bestyrelse. Foto: Henrik Bo

4000 kroner er netop tikket ind på Natteravnenes bankkonto. Afsenderen er Rotary Klub Aars, der har givet natteravnene i Aars pengene for deres indsats i byens natteliv: - Vi har tildelt pengene til Natteravnene, fordi pengene skulle gå til et lokalt formål med både et nutids- og et fremtidsperspektiv. Det mener vi, natteravnenes indsats har, i og med det er vores unge mennesker, de gør en indsats overfor og er med til at påvirke, forklarer præsident for Rotary Klub Aars Henrik Nykjær. Pengene er meget velkomne hos Natteravnene, der har et forestående 10-års jubilæum, foreningen gerne vil fejre. Derfor vil man gerne på jubilæumsdagen, fredag 9. december, invitere byens nattegæster på boller, kage og lidt varmt at drikke i foyeren ved Aars teaterbio. - Vi har efterlyst frivillige bidrag i form af hjemmebag og andet, der kan bruges, men vi har ikke fået så mange tilbagemeldinger endnu. Derfor kan det være, at nogle af pengene skal gå til vores jubilæum, forklarer Natteravnene Aars' formand Pernille Haurum. Natteravnene er et 100 procent frivilligt foretagende, og foreningen har ingen faste indkomster udover tilskud fra kommunen og sponsorater fra private, foreninger og virksomheder. Sponsorater og tilskuddene dækker blandt andet gruppens indkøb af bolcher og kondomer, som de uddeler til de unge nattelivsgæster, når de patruljerer. Ønsker man at hjælpe foreningen med at skaffe remedier til deres jubilæums-arrangement, kan man kontakte foreningens formand Pernille Haurum.