Lokalpolitik

Pengeregn over nordjysk kultur

1,6 millioner kroner deles ud i støtte fra kulturpulje.

Regionens kulturpulje har netop sendt 1,6 mio. kr. i omløb til kulturprojekter i Regionen. Der er tale om særdeles forskellige projekter, og der er tale om stærkt varierende støttebeløb. Den største støtte er gået til Vendsyssel Teater, som i samarbejde med TV2 Nord vil servere teater på nye måder og nye steder. Dertil har de fået en fjerdedel af den samlede pulje, og De kan læse herom i artiklen ved siden af. Regionen har givet 100.000 kroner til et projekt, der skal munde ud i Danmarks første festival for naturfoto og film. Allerede sidste år blev der holdt Rold Skov Film Festival som en slags pilotprojekt. Her blev der vist film med mere i Kinorevuen i Skørping, i Thingbæk Kalkminer og i andre unikke omgivelser i Rold Skov. Det fører nu til, at der i år skal holdes en festival for naturfoto og multimedia, og som kronen på værket skal der næste år afvikles Rold Skov Film Festival, som skal være en skandinavisk naturfilmfestival. Billedkunstnernes Forbund i Nordjylland har fået en kvart million til projektet "Porten til Norden - Kunstfestival 2010". Det er et projekt, der involverer landsdeles store kunstmuseer foruden andre væsentlige udstillingsvirksomheder. Projektet finder sted over to år. I indeværende år - foråret 2009 - vil der være foredrag, workshops og meget mere i og omkring kunsten, mens der næste år skal afvikles en stor kunstnerisk event under samme titel som det samlede projekt. Meningen er, at den ikke kun skal finde sted på de ordinære udstillingssteder, men at den også skal udvikle og afprøve andre varianter af, hvordan man kan præsentere kunst. Og målgruppen for projektet er ganske bred: Det er ganske enkelt alle os nordjyder. Fuck Mozart Aalborg Operafestival har fået 100.000 kroner til et projekt, der laves i samarbejde mellem Aalborg Symfoniorkester og Det Hem'lige Teater. Forestillingen hedder "Fuck Mozart", og det er en teaterforestilling om opera, der udspiller sig i en fremtid uden klassisk musik. Idéen med stykket er at blande kontrasten mellem klassisk opera på den ene siden og rytmisk computermusik på den anden. Stykket skal spilles på Platform 4 på Aalborg Havn, og det kommer til at ske fire dage i marts. Limfjordsteatret på Mors har fået 335.000 kroner til projektet "Oplevelsesøkonomi i praksis". Meningen hermed er at teatret skal i dialog med en række virksomheder, hvor teatrets kompetencer skal bruges tværfagligt. Nordkraft Regionen har også givet 200.000 kroner til en såkaldt performance-scene på Nordkraft. I sommeren 2008 kunne man se forestillingen "Smugkig" på Nordkraft. Det var et show, der blandede rock, akrobatik og gøgl, teater, comedy, strip tease og meget mere. Meningen med dette projekt er at skabe landets første og dermed også største performance-scene på Nordkraft, hvor publikum skal udfordres med optræden, der blander masser af genrer. Som startkapital har Skråen - der står bag projektet - altså fået 200.000 kroner, der blandt også bruges på en tilsvarende forestilling den kommende sommer. På campingtur Med en bevilling på 100.000 kroner vil Vesthimmerlands Museum forsøge at sætte fokus på vores kulturarv på en hel ny måde. Pengene skal blandt andet bruges til en campingvogn, og i en periode på fire måneder skal vognen på felttur rundt i Vesthimmerlands Kommune og besøge minimum 40 lokaliteter. Den skal med andre ord være en slags rullende kulturarvskontor. Under turnéen bemandes vognen med én fast medarbejder, som skal sætte fokus på og forsøge at indsamle oplysninger om kulturarven. Det skal siden munde ud i en vandreudstilling, der sendes rundt til skoler, forsamlingshuse med mere i kommunen. Campingvognen er på turne fra juni til oktober. Endelig har regionen givet 145.000 kroner til projekt "Åbent akademi", der hører til under Kunstværket (del af Aalborg Kunstpavillon), som også er på vej ind i Nordkraft i Aalborg. Målet med projektet er blandt andet at skabe kontakt med regionens kunstnere og få etableret nye netværk for dem. Kulturpuljen havde fået i alt 24 ansøgninger, og otte af dem kom igennem det regionale nåleøje. Næste gang regionen skal foretage en større uddeling af midler er der godt én million kroner i kassen. Ansøgningsfristen er i august. Og det kan man alt sammen se mere om på: www.kultur.rn.dk