Pengesnak omkring køkkenbordet

Aalborg 28. september 2002 08:00

AALBORG: - Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg er sikker på, at det vil tiltale nordjyderne at få ordnet deres pengesager hjemme hos sig selv. Det siger Knud Pedersen, 53. Gennem 14 år har han været direktør for Lån & Spar Bank i Aalborg, men nu starter han som mobil rådgiver for Løkken Sparekasse i Storaalborg. - Det er i mine øjne en meget fremsynet ordning. Når man skal tale fortroligt med kunderne og rådgive om deres økonomi, foretrækker mange, at det kan ske omkring køkkenbordet i deres hjem, tilføjer Knud Pedersen. Der vil både være tale om besøg i og udenfor pengeinstitutternes normale åbningstid. - Det er et initiavtv, som vi har haft i støbeskeen længe, siger Poul Johnsen, direktør for Løkken Sparekasse. - Men da vores koncept med hjemmebesøg står og falder med den rigtige medarbejder, sker det først nu, fortsætter Poul Johnsen, der peger på, at med ansættelsen af Knud Pedersen er sparekassen sikker på at have fundet en person, der kan give kunderne den fornødne reelle rådgivning og dermed en positiv oplevelse, når Løkken Sparekasse nu lancerer hjemmehos-sparekassen. Løkken Sparekasse, som i dag beskæftiger 32 medarbejdere, er inde i en hastig udvikling. Allerede nu har langt over halvdelen af kunderne bopæl udenfor Løkken-Vrå Kommune, som ellers er sparekassens naturlige forretningsområde. - Vores strategi går ud på at forene den lokale sparekasses værdier med en styret ekspansion rettet mod private kunder uden for vores primære område, siger Poul Johnsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...