Pension fejres med tur i Sibirien

Efter 38 år med regnskaber går Hans Casper på pension.Nu skal der være tid til kaffe, aviser og ikke mindst rejser

Efter 38 år i branchen overlader Hans Casper nu tal og lommeregnere til yngre kræfter. 	Foto: Lars Pauli

Efter 38 år i branchen overlader Hans Casper nu tal og lommeregnere til yngre kræfter. Foto: Lars Pauli

HOBRO:Når Hans Casper om få dage forlader sit kontor for sidste gang, skal han hjem og pakke kufferten. Efter 38 år i regnskabsbranchen - heraf de sidste 20 på Hobro Landbocenter - får den snart pensionerede konsulent nu god tid til at skubbe tallene i baggrunden. Det fejres med en tre ugers rejse med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing. - Min kone Inge og jeg skal til at rejse noget mere. Men jeg glæder mig også til bare at kunne sidde derhjemme med kaffen og avisen i fred og ro uden at skulle spekulere på noget, siger Hans Casper. Og spekulationer har der været nok af gennem de mange år som konsulent. Jobbet som rådgiver for både større og mindre landbrug har ofte budt på et stort ansvar. - Man kommer meget tæt på de enkelte mennesker og deres familier - nogle gange så tæt, at de også ønsker rådgivning om deres testamenter, og jeg vil savne kontakten med de mange mennesker, jeg har været i berøring med, siger Hans Casper, der i alt har rådgivet omkring 150 kunder. Der er dog også ting ved sit arbejde, som den kommende pensionist ikke vil savne. - Jeg er træt af at smøre madpakke - det glæder jeg mig til at slippe for, griner han. I den mere alvorlige afdeling glæder Hans Casper sig også til at lægge sit store ansvar lidt fra sig. - Jo ældre man bliver, desto mere alvorligt tager man sit arbejde. Jeg har haft mange vinteraftener, hvor jeg har taget arbejdet med hjem, og det vil jeg ikke savne, siger han. Selvom han gennem årene er kommet tæt på mange af sine kunder, vil Hans Casper ikke holde kontakten med dem. - Der er nødt til at være en grænse af hensyn til min efterfølger. Han skal vide, at det er ham og ikke mig, som kunderne spørger. I sin nye tilværelse som pensionist lægger Hans Casper ikke regnskaberne helt på hylden. Hos Ældresagen fortsætter han nemlig med at give gode økonomiske råd om formuer, finansiering og arv.