Pension

Pension for dem uden humor

Ole Christian Nørregaard Pedersen

Ole Christian Nørregaard Pedersen

{ Ifølge Ole Christian Nørregaard Pedersen bør folk uden humor tilkendes højeste pension. Selv er han stadig ikke gået på pension, selv om han tirsdag fylder 80 år. Ole Nørregaard Pedersen, tidligere trafikinspektør, Hybenvænget 17 i Ullerslev, kan stadig træffes på Danmarks Jernbanemuseum, hvor han siden 1990 har været en uundværlig medarbejder. Han er født i Vester Hjermitslev i Vendsyssel og tog realeksamen fra Aabybro Realskole. Som 15-årig blev han ansat som trafikelev ved Aalborg Privatbaner i Aabybro, senere Farsø. Han overgik i efteråret 1944 til DSB til videre uddannelse i Ellidshøj, Aalborg og Taulov. Efter bestået fageksamen og efter militærtjeneste på Bornholm kom han til Padborg som trafikassistent. Han videreuddannede sig i 4. Trafiksektion i Fredericia og blev i 1956 leder af DSB Rejsebureau i Rønne for i 1958 at overtage DSB Rejsebureau Aalborg og i 1971 rejsebureauet i Odense. I 1973 blev han funktionsleder for DSB passagerfunktionen på Fyn i Driftsområde Odense. Ole Nørregaard Pedersen har studeret moderne salgs- og markedsføring hos British Rail og Deutsche Bundesbahn samt i det amerikanske Amtrack. Fra efteråret 1983 stod han til rådighed for generaldirektørens sekretariat i mange projekt- og arbejdsgrupper for at omforme DSB til en moderne salgs- og servicevirksomhed - herunder renovering og lancering af lyntoget ¿Sølvpilen¿. Han forestod senere oprettelse og ledelse af DSB sevicecenter på Hamburg Hovedbanegård. Indtil 1990 var han fungerende stationschef i Odense. Siden 1990 har Ole Nørregaard Pedersen været en uundværlig medarbejder ved Danmarks Jernbanemuseum, hvor såvel det faglige personale som museets mange gæster nyder godt af hans omfattende viden om jernbaneforhold. Således har han utrætteligt formidlet en teknisk og især kulturhistorisk vinkel på Danmarkshistorien. Han er en efterspurgt foredragsholder og forfatter til adskillige artikler om jernbanehistorie. I 2001 udgav han den anmelderroste bog ¿Operation Genforening, Statsbanerne og Sønderjylland 1918-1928¿ og i 2003 bogen ¿Jernbaner i Krig¿, som er den første samlede skildring på dansk om jernbanernes rolle i krige siden 1959. Ole Nørregaard Pedersen har i mange år været fast rundviser på Danmarks Jernbanemuseum - her har han med sit lager af anekdoter stærkt krydret med nordjysk humor, sin store livserfaring og kolossale faktuelle viden skabt uforglemmelige oplevelser for museets gæster. I disse dage lægger han sidste hånd på sine erindringer, som udgives af Jernbanemuseet.