EMNER

Pensionatet med de åbne arme

Blå Kors Pensionat Hobro for hjemløse indviet i går

- Alle er bare så venlige her. Man føler sig virkelig velkommen og mærker slet ingen forskel på, om man bor på hjemmet eller på pensionatet. Liselotte Winberg, der har boet snart fire uger på Blå Kors Pensionat Hobro, hilser nyskabelsen velkommen. Fredag eftermiddag indviede Blå Kors pensionatet for hjemløse med rigtig mange gæster fra nær og fjern, boder, lotteri og koncert. - Jeg er ramt af stress efter flere indbrud i min bolig og kunne slet ikke bo hjemme. Jeg måtte sove på en sofa hos en søn. Det holder jo ikke i længden, forklarer Liselotte Winberg. En bekendt havde hørt om Blå Kors i Hobro, og så blev kontakten hurtigt knyttet. Hun har ikke lyst til at vende tilbage til sin bolig på Hadsundegnen. - Vi fik en snak, og de tog rigtig godt imod mig. Blandt andet hjælper en psykoterapeut mig til at tackle mit stress. Når som helst, der opstår behov, kan jeg tale med min kontaktperson i huset. Nu kan jeg blive her, til jeg får en bolig i Aalborg. Det er jeg bare så glad for, erklærer Liselotte Winberg. - Pensionater, forsorgshjem eller herberger henvender sig netop til mennesker, som i hvert fald i en periode ikke er i stand til at bo i egen bolig. Og Blå Kors har altid bekymret sig om de svageste borgere - de, som lever på samfundets skyggeside. Den omsorg skal I have tak for, fremhævede Mariagerfjord Kommunes handicapchef, Peer Heitmann. - Allerede på åbningsdagen var de første to af 11 pladser besat. I dag har vi otte beboere og flere på spring til de øvrige pladser, kvitterede hjemmets leder Lars Thidemann Jensen.