Pensionist forsvarede sig mod lommetyve
74-årig kvinde havde held til at skræmme tre kvindelige tyve på flugt på gågaden i Hadsund
HADSUND: En 74-årig kvinde fra Hadsund gik torsdag formiddag sejrrigt ud af et opgør med tre kvinder, der forsøgte at stjæle hendes pung.
Kvinden kom gående på Hadsunds gågade, Storegade, da hun ud for apoteket fik en fornemmelse af, at hun blev forfulgt.
Da hun vendte sig om, havde hun ganske rigtigt selskab af tre kvinder, hvoraf den ene allerede havde hånden nede i den 74-åriges håndtaske.
Lommetyven fik lirket pungen op, men ifølge Lokalpoliti Himmerland lykkedes det den retmæssige ejer at tilkæmpe sig den igen.
Herefter tog den lille tyvebande flugten.
De tre kvinder beskrives som udenlandsk udseende og mellem 17 og 20 år gamle. Den ene havde en sort vinterjakke på, en anden af dem bar en strikhue.
Eventuelle oplysninger kan gives til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.