Pensionist-udflugt til Mariager

} BUSTUR: Turen går til Mariager over middag, når pensiontsforeningen fra Oue, Valsgaard og Rostrup drager på halvdagstur i bus med opsamling i de tre byer. Efter kaffe på Landgangen skal deltagerne besøge Klosterkirken med tilhørende museum. Her giver Vagn Andreasen en rundvisning. Middagsmaden indtages under hjemturen på Søkroen i Klejtrup. } HÅNDBOLD: Det lykkedes ikke Valsgård IF 83's håndbolddamer i serie 2 at følge op på sejren i sæsonpremieren. På udebane tabte holdet 21-16 (11-8) til Spentrup. Valsgaard lagde ellers godt fra land og førte 2-1 og 3-2, men så smuldrede både diciplin og inspiration. Kun målvogter Käte Friis spillede op til sit bedste og hindrede med 20 redninger en regulær nedsabling. Målscorere: Ida Laursen 4, Charlotte Hansen 3, Susanne Purkær 3, Rikke Andersen 2, Birgitte Vernersen 2, Hanne Carstensen 1 og Sine Hedegaard 1. } ØKOLOGISK: Vil man lade sig inspirere til at spise sund og økologisk mad er det formentlig en ide at besøge Kildehuset i Lillearden, Lilleardenvej 11 i aften. Gitte Andersen fra Lillearden vil sammen med kost- og ernæringsvejleder Mona Bankmar give inspiration. Der serveres grøntsager, brød og vin - alt sammen økologisk. Tilmelding til Kildehuset er nødvendig. } HÅNDBOLD: Jarl Ardens juniorpiger i eliterækken led et knebent nederlag til Visse på 26-23 (14-9). Jarl lagde ellers pænt ud og førte 4-1. Men ret snart kneb det for spillerne at holde tempo i såvel forsvarsspil som angrebsspil. Mængden af tekniske fejl var slet og ret for stor. Ydermere følte Jarl sig ramt af hårde udvisningskendelser i fire tilfælde. Resten af halvlegen var kort og godt op ad bakke for Jarl-holdet. I anden halvleg kæmpede holdet bedre og fik godt fat i spillet. Men Visse-pigerne blev ved med at komme lidt for let til deres scoringer, så tættere end to mål kom Arden-holdet aldrig. Alligevel herskede nogen spænding om resultatet i de sidste 10 minutter. Målscorere: Janni Sørensen 11, Line Remmen 5, Mathilde Sørensen 3, Nette Nielsen 2, Camilla Ørtoft 1 og Maria Sørensen 1.