Pensionister er vilde med at surfe

FJERRITSLEV:Der bliver arbejdet koncentreret i mødelokalet øverst oppe i Fjerritslev Bibliotek, hvor ni pensionister og efterlønnere sidder totalt fordybet ved edb-skærmene. De fleste steder er de to om maskinerne, en lidt øvet og en nybegynder, og de to undervisere, bibliotekarerne Johannes Bisgaard og Else Marie Højslet, går til og fra for at hjælpe på vej. Niels Jørgen Chortsen, nybagt folkepensionist, er i fuld gang med at søge spændende sider frem. Lige nu er det siden med oversigten over stjålne biler, og den er flere steder i landet blevet et hit hos pensionister, der målrettet hjælper forsikringsselskaberne med at lede efter stjålne køretøjer. - De fleste er lidt bange for maskinerne, men det er der overhovedet ikke grund til, siger Niels Jørgen Chortsen, der kun har været på elektronisk talefod med den store vide verden en måneds tid. - Jeg har lært mig selv noget, og jeg har også været med her før. Men man kan jo altid lære mere, som han siger. Blandt andet er han på mail med familie i et internationalt brændpunkt, hvor man ikke kan bruge telefon. Så er det en stor fordel at kunne lidt teknik. Hans Andersen, 67 år og fra Hvalpsund, er på besøg hos venner i Fjerritslev og fandt ud af, at der var en ledig plads på kurset på biblioteket. - Jeg ved kun lidt i forvejen, men jeg er meget interesseret, fortæller han. - Det er en utrolig verden af muligheder, der er på internettet, og jeg er optaget af mange forskellige emner. Så der er nok at tage fat på. Efter en times instruktion i at bruge søgemaskiner og leg med musen er der dømt kaffepause. Der skal nemlig også være tid til hygge og lidt snak om andet end edb, når man får hældt ny viden i hovedet. Imens har Johannes Bisgaard tid til at fortælle, at der i denne omgang gennemføres tre kurser med henholdsvis ni, syv og seks deltagere, men at eftermiddagens kursus i dag måtte aflyses på grund af for få deltagere. - Der er efterhånden mange tilbud om edb-undervisning, og vi fornemmer nok, at markedet er ved at være lidt mættet, siger han.