Pensionister er vrede og bange

- De kan ikke være bekendt at lukke sygehuset, siger formand og kasserer i forening med 600 medlemmer

Skagen 9. september 2002 08:00

SKAGEN: Ellen Bødker og Sonja Madsen er henholdsvis formand og kasserer i Skagen Pensionistforening. De er meget harme over planerne om at lukke det lokale sygehus. De, medlemmer af deres familier eller nogle af vennerne i pensionistforeningen har på egen krop oplevet flere tilfælde af en en utrolig positiv behandling på Skagen Sygehus. Ellen Bødker og Sonja Madsen taler på 600 pensionisters vegne. - Vi er utrygge og bange. Vi er rystede. Vi er taknemmelige for vores sygehus og vores ambulance. Vi synes ikke, at politikerne kan være bekendt at tage det fra os, siger de to frontfigurer i pensionistforeningen. I forslaget skal vanskelige fødsler foregå i Hjørring. Hertil kommenterer Ellen Bødker: - Nu skal starten på en skagbos liv foregå i Hjørring og livet skal slutte i Frederikshavn. - Som hjemmehjælper gennem tyve år har jeg ofte været med, når livet er slut for en skagbo. Jeg ved hvor vigtigt det er at holde i hånd til det sidste. Det er sikkert slut, når Skagen Sygehus lukker. Man vil ikke kunne nå at komme til Frederikshavn. Mange har iøvrigt slet ikke bil, siger Ellen Bødker. - Jeg var med til mødet sidste lørdag på Viggo Hansens Plads og blev klar over, at der sikkert slet ikke er noget sparet ved at lukke sygehuset, siger Sonja Madsen. - I øvrigt er jeg forundret over, at Falck-folkene tilsyneladende har fået mundkurv på. De må da kunne fortælle os om, hvor forfærdeligt det er at køre derude på landevejene med dødssyge patienter, tilføjer Sonja Madsen. - Selvfølgelig er der følelser med i det her. De tager VORES sygehus fra VORES by. Det kan de ikke være bekendt, slutter de to pensionister - ægte skagboer gennem generationer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...