Pensionister får tilskud fra fonden

Pensionisterne i Aalestrup har jævnligt grund til at sende afdøde fabrikant Harald Horn en venlig tanke.

Sidste år var der eksempelvis syv pensionist-aktiviteter i lokalområdet, der blev tilgodeset med midler fra den såkaldte Horn-fond, som blev oprettet efter Harald Horns død. - Det er en fornøjelse at sidde i bestyrelsen for Horn-fonden, siger bestyrelsesmedlem Per Bisgaard. - Af de tilbagemeldinger, som bestyrelsen får, fremgår det klart, at de økonomiske tilskud fra fonden er med til at forsøde tilværelsen for mange folkepensionister. Aalestrup Pensionistforening har gennem flere år fået tilskud til EDB-undervisning på Knabergården, men der er også givet tilskud til en sommerfest som blev afholdt i Røde Kors-regi, og til udflugter til såvel Egeskov Slot som til Christiansborg. Hvert år er der desuden foreninger, som modtager tilskud til afholdelse af foredrag og sangarrangementer. Bestyrelsen for Horn-fonden består pt. af tre medlemmer med Jan Horn som formand og Ida Pedersen og Per Bisgaard som menige medlemmer. En betingelse for at modtage støtte fra fonden er at arrangementerne er målrettet gl. Aalestrup Kommunes folkepensionister. Ansøgninger fremsendes til fondens formand Jan Horn.