Ældreforhold

Pensionister går ind for busser

SKAGEN/FREDERIKSHAVN:Partiet Aktive Pensionister går nu i aktion for at bevare busdriften i Skagen og Frederikshavn Kommune. Formanden for Aktive Pensionister i Skagen Kommune, Ruth Kongerslev, er netop gået i gang med at lave en underskriftssindsamling til fordel for busser i de to kommuner. I løbet af få dage vil hun sørge for at der kommer lister ud i forretninger i de to kommuner. - For ældre, gangbesværede og andre, der ikke selv har bil, er det svært at komme ind til byerne, hvor stationerne er og hvorfra togene kører. For mange er det meget nemmere at tage bussen. Derfor protesterer vi mod at nedlægge busdriften, siger Ruth Kongeslev. Efter hendes vurdering bliver der ikke mulighed for at benytte teletaxa om aftenen og i weekender. - Vi vil sende underskrifterne til Nordjyske Jernbaner. Direktør Preben Vestergaard vil jo ikke i dialog med brugerne, siger hun. Hvis man vil hjælpe med at distribuere underskriftslisterne, kan man henvende sig til Ruth Kongerslev på telefon 98441034.