Blokhus

Pensionister i Hune-Blokhus vil lege med kugler

Hune-Blokhus Pensionistforening har taget en underholdende sportsgren på programmet.

Banerne på Beach Bowl Blokhus venter.Arkivfoto Martin Damgård

Banerne på Beach Bowl Blokhus venter.Arkivfoto Martin Damgård

Det er bowling og ifølge formanden, Ellen Hansen, foregår det i samarbejde med seniorudvalget i Pandrup Firma & Familie Idræt i Beach Bowl Blokhus. Pensionisterne i området kan spille hveranden onsdag eftermiddag. De skal bare møde op, hvis de vil være med. Der spilles i halvanden time, næste gang onsdag 30. januar. Det er erfarne bowlere, de har allieret sig med. PFFI spiller seniorbowling stort set året rundt hver mandag, tirsdag og onsdag på Beach Bowl. Hune-Blokhus Pensionistforening fortsætter med hyggeeftermiddage i Kirkeladen i Hune om tirsdagen. Tirsdag 26. februar fortæller Gunnar Sørensen, Øland, om ulandsarbejde for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke. Men forinden, på tirsdag 29. januar, er der generalforsamling i Kirkeladen. Der er kaffe og rullepølsemadder som lokkemad.