Børnepasning

Pensionister på juleferie

} Pensionistforeningen for Jerslev og Omegn har sluttet sæsonen. Det skete med et arrangement i kirken. Her talte sognepræst Viggo Noe fra Rakkeby. Bagefter gik turen til forsamlingshuset, hvor der var Lucia-optog med elever fra Toftegårdsskolen i Jerslev. Her var der amerikansk lotteri om 50 pakker. - Så der var næsten en pakke til hver, fortæller formand for pensionistforeningen, Lisse Larsen. Hun fortæller, at 33 firmaer og håndværkere i Jerslev og Brønderslev har givet gaver til pakkespillet. Pensionistforeningen holder nu en velfortjent juleferie, og der lægges ud igen tirsdag 6. januar. JERSLEV Travl periode i børnehave } Det er ikke alene rundt om i hjemmene, der er travlt i denne tid. Også børnene i Jerslev Børnehave har mange ekstra aktiviteter i julemåneden, fortæller pædagog Tina Pedersen. Den første torsdag i december var der kaffe og æbleskiver til forældrene ved afhentningen. Den aldersmæssigt mellemste gruppe af børn har besøgt plejehjemmet Rosengården for sammen med nogle af beboerne og et par af støttekredens damer at bage pebernødder. Som tak for hjælpen fik børnene serveret frugt, inden de skulle tilbage til børnehaven. De ældste af børnene har også besøgt Rosengården for at glæde beboerne med at gå Lucia-optog. Børnene blev efter optrinet beværtet med saftevand og æbleskiver og en julehistorie. Forleden var hele børnehaven til julefrokost på Jerslev Kro, hvor der serveres en børnevenlig menu. I dag er der gudstjeneste i Jerslev Kirke for børnehavebørnene. Efter kirkegangen serveres der risengrød i børnehaven, og der er begrundet håb om, at julemanden vil komme på besøg. I øvrigt oplever børnene i børnehaven hver dag, at Nisse Sok banker på døren og lægger godter til dem. - Ingen har dog set Nisse Sok, men nogle af børnene påstår dog, at de har set et glimt af ham, slutter Tina Pedersen. BRØNDERSLEV Gudstjeneste på sygehus } I eftermiddag, torsdag, er der julegudstjeneste på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Det er Mogens Bennedsgaard Hagen, der står bag. Desuden bydes på altergang. BRØNDERSLEV Kirkebladet modtager gaver } Kirkebladet iBrønderslev modtager gerne pengegaver. Der sendes ikke længer girokort ud med december-nummeret af bladet, men der er mulighed for at indbetale et beløb til kirkebladet på kirkekontoret i Bredgade. Redaktionen oplyser, at der også er mulighed for at give bidrag til bladet til kordegnen i kirken i forbindelse med gudstjenesterne. Ifølge redaktionen har mange gennem tiden givet bidrag til kirkebladet.