Pensionskasse skal drive fire nye retsbygninger

Nordjyske A. Enggaard bygger, SEB Pension køber og driver

Retten i Kolding er en af de fire retsbygninger, det nordjyske byggefirma A. Enggaard for tiden opfører for Domstolsstyrelsen. Nu er bygningerne samt pligten til at drive dem 20 år frem overhændet til pensionsselskabet SEB Pension i Danmark. Illustra

Retten i Kolding er en af de fire retsbygninger, det nordjyske byggefirma A. Enggaard for tiden opfører for Domstolsstyrelsen. Nu er bygningerne samt pligten til at drive dem 20 år frem overhændet til pensionsselskabet SEB Pension i Danmark. Illustra

AALBORG:Den angiveligt største ejendomshandel i Jylland i 2011 er faldet endeligt på plads. Den nordjyske byggevirksomhed A. Enggaard, Svenstrup, har solgt selskabet, der opfører fire nye retsbygninger for Domstolsstyrelsen, til det svenskejede pensionsselskab SEB Pension. I samme forbindelse har SEB Pension solgt ejendommen Springvandspladsen i Hjørring - Codanhus på 17.000 kvadratmeter - til A. Enggaard. De fire retsbygninger på tilsammen 24.000 kvadratmeter opføres i øjeblikket i Herning, Holstebro, Holbæk og Kolding, og skal stå færdige midt på året. I øjeblikket har A. Enggaard 200 medarbejdere i gang på projekterne. Offentligt-privat partnerskab Det er samtidig et af de første store byggerier herhjemme, der opføres efter en model baseret på et langsigtet forpligtende samarbejde mellem en offentlig bygherre og en privat investor, OPP-modellen (offentligt-privat partnerskab). Da staten satte projektet i udbud, var der ikke alene tale om nogle bygninger til dommerkontorer og retssale, men om den komplette opgave at bygge og efterfølgende varetage driften og vedligeholdelsen af bygningerne i 20 år. - Vi udvikler og bygger huse, men har ikke kapaciteten til at drive dem alle. Det har hele tiden været hensigten i forhold til retsbygningerne at finde en dansk pensionskasse, der har musklerne til at købe dem og en driftsorganisation stor nok til at drive dem. Det bragte os i kontakt med SEB Pension, fortæller direktør Asger Enggaard. Handlerne er formidlet af ejendomsmæglervirksomheden Colliers International i Aalborg og København, og advokatfirmaerne Plesner og Børge Nielsen har bistået. Der er samlet tale om en handel i størrelsesordenen en halv milliard kroner. Tvunget til helhedstænkning Umiddelbart kan det forekomme at være et fordyrende led at lade staten sidder som lejer frem for selv at eje sine ejendomme. For eksempel er der næppe nogen, der kan låne billigere end staten. Men reelt kan OPP-modellen godt ende med at være den billigste løsning, mener Asger Enggaard. - Kongstanken er, at modellen tvinger markedets aktører til at tænke i helhedsudgifter, og ikke isoleret i anlæg og drift, siger han. Det illustrerer han med et eksempel: væghængte toiletter er dyrere end dem, der står på gulvet. Men rengøringen er langt billigere, og målt over tid bliver den samlede udgift lavere. - Domstolsstyrelsen får nogle huse af meget høj kvalitet, fastslår Asger Eng- gaard. Nu venter han med spænding på afgørelsen om styrelsens næste projekt: En ny Vestre Landsret i Viborg. A. Enggaard har afgivet tilbud i konkurrence med fire andre firmaer, og buddene åbnes i slutningen af januar. Komplicerede handeler Nordisk salgsdirektør Torben Nielsen fra Colliers International, Aalborg, peger også på fordelene i OPP-modellen. - Lejeren kender sine udgifter til driften af ejendommen langt frem i tiden, og man er ude over fristelsen til at spare på drift og vedligeholdelse og dermed til at udhule ejendommens værdi. For ejendomsmægleren har det været en handel med store udfordringer: - Det er komplicerede handeler, da der ligger meget detaljerede driftsaftaler, helt ned til leverancen af toiletpapiret, som man skal være helt sikker på, at køber forstår. Liv tilbage i det gamle centrum Købet af Codanhus i Hjørring blev offentliggjort i slutningen af sidste år, men hvornår arbejdet med at renovere og ombygge den gamle kontor- og butiksejendom midt i i byen går i gang, afhænger af, hvilke løsninger, der kan findes for de nuværende lejere. - Vi har set muligheder for at skabe nyt liv i det gamle centrum, som er påvirket af etableringen af byens nye ankerpunkt, Metropol, fortæller Asger Enggaard. Det var også A. Enggaard, der opførte butiks- og kontorcentret med det nye bibliotek. Codanhus, bygget i 60-erne af forsikringsselskabet Codan, vil blive totalt ombygget og renoveret og skal efter ombygningen fremstå som en moderne ejendom med en spændende arkitektur og en høj energistandard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.