Pentagon testede på US-soldater

} WASHINGTON: USA's forsvarsministerium, Pentagon, udførte i 1960erne og 1970erne forsøg med biologiske og kemiske våben på deres egne soldater, og mange var uvidende om, hvad de deltog i. Det oplyser det norske nyhedsbureau NTB. Pentagon har ifølge oplysningerne erkendt, at der blev udført mindst 50 forsøg med den type masseødelæggelsesvåben, og at 5842 amerikanske soldater deltog i forsøgene. Pentagons sundhedsafdeling understreger imidlertid, at forsøgene dels blev udført under betryggende forhold, at formålet ikke var at teste våbnenes konsekvenser på mennesker, og at ingen af soldaterne led overlast. Dokumenter viser, at forsvaret testede dødelige nervegasser både i Alaska og på Hawaii, ligesom der blev forsket i brug af biologiske våben fra ubåde. Forsøgene blev kaldt "Projekt 112" og "Projekt SHAD", og indtil for nylig er det antaget, at det kun drejede sig om simuleret brug af farlige våben. Nu erkender Pentagon ifølge NTB, at et forsøg under kodenavnet "Blue Tango" i 1968 spredte to typer bakterier over regnskoven på Hawaii for at se, hvor længe bakterierne ville overleve, og hvilken fare de udgjorde. Blandt bakterierne var den frygtede og dødelige E-coli, der populært kaldes "hamburgercolien". I operation "Folded Arrow" samme år blev en anden dødelig bakterie spredt fra ubåde ud for Hawaiis kyst både mod land og mod flere både i området. Lignende forsøg blev udført i Panama, Canada og Storbritannien samt om bord på skibe i Atlanterhavet og Stillehavet. 260 tidligere soldater mener at have fået skader af forsøgene, men efter tre års undersøgelser konstaterer Michael Kilpatrick fra Pentagons sundhedsafdeling, at ingen led overlast. Flere medlemmer af Kongressen har ikke desto mindre krævet, at forsvarsminister Donald Rumsfeld fremlægger alle oplysninger om forsøgene. /ritzau/NTB