Pentagon vil lukke 165 militære anlæg i USA

WASHINGTON: Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ønsker at lukke 165 amerikanske militæranlæg. Anbefalingen kom fredag, hvor Pentagon fremlagde en liste med 165 hjemlige militæreanlæg af forskellig størrelse, blandt andet det historiske Portsmouth flådeskibsværft i Maine og Fort McPherson i Georgia. Forsvarsministeren fremlagde anbefalingerne til en Sammenslutnings- og Lukningskommision. Den vil så evaluere forsvarsminister Donald Rumsfelds plan. Listen vil blive sendt til præsident Bush inden den 8. september. Hvis han accepterer planen, sender han listen til Kongressen, som så kan godkende eller afvise den helt uden ændringer. - Vores nuværende indretninger, der er designet til Den Kolde Krig, må give plads til de nye krav, der er i krigen mod ekstremister og andet, der involverer udfordringerne i det 21. århundrede, sagde Rumsfeld i en udtalelse. /ritzau/