Militær

Peptalk fra gammel jægersoldat

Humoristisk og provokerende foredrag med seriøse budskaber

PANDRUP:- Carpe Diem hedder et latinsk ordsprog. Og oversat til dansk betyder det "Grib dagen", og det var hovedbudskabet i den forhenværende jægersoldat Carsten Mørchs seance onsdag aften i Jetsmarkhallen.50 dagplejere og ansatte fra dagplejekontoret fik tre timers input om manglende selvtillid, Janteloven, om at turde sige fra og om vigtigheden af at få tilbagemeldinger på jobbet, i forhold til børnene og i ægteskabet. - På et tidspunkt aftalte min kone og jeg at skrive 20 ting ned, som vi mente, vi gjorde dagligt for at glæde den anden. Og efter 15 års ægteskab kunne jeg kun skrive fem ting ned, og det var såmænd blot ting, hun forventede af mig. Derfor er der et behov for at vi får afstemt vores forventninger, hvis ikke vi gør, er der en risiko for, at vi ryger for langt væk fra hinanden, siger Carsten Mørch. Han berørte også, hvilken vigtig rolle dagplejerne har i forhold til børnene, fordi de er mere sammen med dem, end forældrene er. - Ihar børnene de fleste timer af dagen og derfor er jeres indflydelse på børnene større end forældrenes, og her er det vigtig med tilbagemeldinger - ikke blot fra forældrene men også fra kollegaer og leder for at finde ud af, hvor I står rent pædagogisk, siger Carsten Mørch og slog samtidig til lyd for, at man gør sin rolle i livet bevidst og ikke bare flyder med strømmen. - Det er vigtig vi vælger retning og samtidig er klar over, hvad vi fravælger, for hvis du ikke ved, hvor du skal hen, er det ligegyldigt i hvilken retning, du går, siger Carsten Mørch og tegner et illustrativ billede af livets transportbånd, et lidt gråt og kedeligt bånd, hvor langt de fleste har taget opstilling for efterfølgende at bumle afsted. Ind imellem dukker et bjerg op, der ser spændende ud, men de fleste tør ikke stå af transportbåndet, for bjerget ligger jo i den anden retning af transportbåndet.