PER ARNOLDI

[ Kunstmaler, far, scenograf, grafiker, ægtemand, plakattegner, erklæret ateist, foredragsholder og tidligere tv-vært. [ Han er født 25. maj 1941, voksede op på Østerbro, blev uddannet skolelærer og læste kortvarigt teologi. Arnoldi debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1961 og har gennem årene udstillet på en række internationale museer, blandt andet Museum of Modern Art i New York, Neue Sammlung München og Musee de la publicitée i Paris og andre. [ Fra midten af 1970’erne begyndte Per Arnoldi at lave plakater. De første var for Cirkus Arena, og senere har han blandt andet udført opgaver for The Guggenheim Museum New York, DSB, Novo, British Railways, Chicago Symphony Orchestra og mange flere. [ I forbindelse med opførelsen af Operaen på Holmen var Per Arnoldi kreativ rådgiver for Mærsk Mc-Kinney Møller, og han har designet bygningens logo og scenetæppet til store scene. [ Siden 1969 har Per Arnoldi været gift med skuespillerinden Christiane Rohde, og sammen har parret sønnen Jokum, der er dramatiker. [ Arnoldi har modtaget en række legater og priser. Senest blev han hædret af The Royal Institute of British Architechture for sit samarbejde med arkitekten Norman Foster. [ Netop nu er han blandt andet aktuel med udstillingen “Billeder fra mit værksted” med malerier og keramik i Galleri Kant i Sønderho på Fanø (til 27. juli) samt i Køge Kunstforening (til 13. august). I øjeblikket arbejder Per Arnoldi desuden på en bog om samarbejdet med Norman Foster.